Røgen slører luften på Cafe Skammekrogen, hvor langt de fleste stamkunder godt kan lide tobak. Værtshuset på Vesterbros Torv i København er lille, og her gælder ingen rygelov. »Det kan godt svie lidt i øjnene. Især om vinteren, når døren ikke kan stå åben. Så er den lidt kras«, siger bartender Anne Vest-Andersen, der er 25 år og selv ryger. Skammekrogen er i lighed med 5-10 procent af landets udskænkningssteder undtaget fra rygeloven, fordi det er mindre end 40 kvadratmeter.
Siden det blev forbudt at ryge på større barer og restauranter, har rygerværtshusene oplevet en omsætningsfremgang på omkring ti procent.




























