Hos familien Gabriel Søe får børnene grønt hver dag, så det er ikke en udfordring.

Motivet til at være testfamilie i kampagnen ’Vild med grønt’ ligger i at prøve, om der kan rokkes ved sønnernes betonstøbte holdninger til, hvilke grøntsager der er o.k. og i hvilken form.

»De kan tale om, at en tomat er lækker, men fællesbetegnelsen – selve ordet grøntsager – opfatter de lige så negativt, som de opfatter ordet slik positivt. Projektet er en sjov mulighed for at ændre på den dårlige klang«, siger Trine Søe.

Førstefødte er forbillede
I drengenes verden skal grønt spises råt og ikke blandes med andet. Det er ulækkert på en pizza eller i en sammenkogt ret, så hun er vant til at liste flere vitaminer i maden ved at putte fintrevet squash i frikadellerne og blende sellerihovedet, så det ikke kan ses i suppen.

LÆS OGSÅ Forældre skal påtage sig madlederskabet

»Den ældste fører an, og så smitter det ned gennem rækkerne. I vuggestuen spiser børn alt, men langsomt, men sikkert påvirkes de af andres skepsis. Når en kammerat på besøg en gang har sagt øv, fordi der er gulerødder i lasagnen, er det slut. Det irriterer mig, men sådan er det«. Derfor allierede Trine Søe sig forud med sin førstefødte og fik ham til at forstå, at han som brødrenes forbillede kunne afgøre, om eksperimentet skulle være sjovt eller træls. 10-årige Laurits påtog sig ansvaret, og første uge gik over forventning. Forbudt at skære ansigt »Efter tre dage erklærede Laurits, at han faktisk syntes, det var rigtig sjovt, at man skulle smage på maden. Vi havde på forhånd aftalt, at ingen skulle spise noget, de ikke kunne lide, men at man saft suse mig skulle give det en chance og ikke sidde og skære ansigt. For at undgå at gøre bordet til en kampplads har vi ikke håndhævet princippet, men det her var en fin anledning til at få en god regel genopfrisket. Og jeg må sige, at drengene var åbne«. I uge to, hvor maden skulle have karakter, iagttog kokken tilfreds, at alle spiste af den grønne wokret uden at lave en fæstning af bønner langs tallerkenkanten. »Ungerne var ret karrige med kokkehuerne, men de var gode til på deres egen måde at sætte ord på. »Det smager blødt« eller »som om der skulle have været mere salt på«. Den slags plejer vi ikke at snakke om, så det var interessant. Vi fik også talt om, hvor grøntsagerne kom fra«. Realiteterne ændredede konceptet
På et tidspunkt knækkede euforien og blev afløst af en modreaktion. Ikke på grund af projektet i sig selv, men fordi doseringen var høj, og børn kan have brug for at tale om, hvad der er sket i løbet af dagen uden at styres af testopgaver. Først omformede Trine Søe tredje uges opgave, hvor børnene skulle være med til at bestemme menuen, til et weekendprojekt, for drengenes gode idé – ristaffel »med tusind slags fintsnittet tilbehør« – passede ikke til den travle hverdag. Siden droppede hun opgave fire med fælles indkøb og valg af yndlingsgrøntsag. »Den virker fuldstændig søgt på mig. Børnene falder sgu ikke for en grøntsag, de tager bare et eller andet, fordi de skal, og så de kan gå over og kigge på slik. Det ville være yndigt, hvis de syntes, det var spændende at købe ind, og hvis de gik op i at snitte og hakke herhjemme, men sådan er det bare ikke«, siger hun og konkluderer, at de to første opgaver gav rigeligt med ændringer at forholde sig til. Vennerne skal også smage Blivende ændringer, ser det ud til. For ganske vist mente en søn, at smage-reglen faldt bort efter testperioden, men forældrene gjorde klart, at den gælder resten af livet. »Vi er ikke rigide, men vi kan mærke, at de accepterer den og holder øje med hinanden på en o.k. måde. Når de har venner på besøg, kan de selv finde på at sige: »Her smager vi altså på maden«. Det er nærmest blevet et familiekampråb«, siger Trine Søe og slutter: »Desuden er jeg blevet bedre til at lave aftensmad uden at indrette mig efter tre forskellige sæt smagsløg, for det giver mange begrænsninger. F.eks. serverede jeg en aften kødsovs med blegselleri i, hvilket jeg tidligere ville have undladt, for så ville den og den nok ikke spise noget«.