Nervøsitet, irritation og følelsen af, at problemerne hober sig op uden udsigt til at kunne løse dem.
Sådan ser hverdagen herhjemme ud for knap hver tredje ung. Af en storstilet undersøgelse, som Region Midtjylland har foretaget blandt områdets 16-24 årige, fremgår det nemlig, at de langt fra er i topform, når det drejer sig om det psykiske helbred. »De unge har et godt fysisk helbred, men psykisk har de det lidt hårdt i forhold til de ældre borgere i regionen«, siger seniorforsker Pia Vedel Ankersen til DR Østjylland. Enormt pres Hun understreger, at de unge ikke selv bruger ordet stress, når de skal sætte ord på hverdagens skruetvinge. Men pres. Og det er der ifølge Pia Vedel Ankersen en god grund til. »Folk i den alder skifter uddannelse, de går fra folkeskole, de går til gymnasiet eller anden erhvervsuddannelse og skal finde deres rette hylde i livet. Og derudover skal de forholde sig til en masse nye sociale sammenhænge og finde deres egen rolle. De udfordringer, de unge står overfor set i forhold til mig eller andre midaldrende, er jo uendeligt meget større, så der er jo ikke noget at sige til, at de føler sig pressede. Hvis jeg skulle leve det liv, som en ung lever, så ville jeg også føle mig uendeligt meget presset«, siger Pia Vedel Ankersen.




























