»Måske er vi her ikke i morgen«

Koldt gys. Egon og Konny Nystrup regner ikke med at efterlade en arv til børnene, men til gengæld har de inviteret børn og børnebørn til USA i år.
Koldt gys. Egon og Konny Nystrup regner ikke med at efterlade en arv til børnene, men til gengæld har de inviteret børn og børnebørn til USA i år.
Lyt til artiklen

Egentlig er der masser af aktiviteter til at fylde dagene ud. Vinterbadningen, folkedansen, roningen og gymnastikken er det, der giver Konny og Egons hverdag værdi. For ikke at tale om cykelturene rundt på de danske øer sammen med vennerne, samværet med børnebørnene, teaterturene og de mange kulturarrangementer. Alligevel har de svært ved at forestille sig deres pensionisttilværelse uden de store udlandsrejser. I år USA med børn og børnebørn. Sidste år Indien. Og før det Island, Rusland og De Vestindiske Øer. Og derudover storbyferierne, som den der snart går til Paris. Føler sig privilegeret »Hverdagen skal først og fremmest fungere. Men rejserne er med til at sætte krydderi på tilværelsen og giver os nogle oplevelser, som vi lever højt på lang tid bagefter. Det at komme ud og opleve andre kulturer og bruge sine sanser, er noget helt andet end at sidde herhjemme og læse om det i en bog,« siger Konny Nystrup, der er 67 år og gift med Egon, der snart fylder 70.

LÆS ARTIKEL De unge pensionister lever livet

Konny og Egon har været pensionister i henholdsvis 2 og 5 år. Og selvom pengene ikke er ubegrænsede, føler de sig privilegerede over at have både økonomien og fysikken til at leve et aktivt pensionistliv.

»Der er mange i vores omgangskreds, der har fået langt flere penge mellem hænderne, efter at de er blevet pensionister. Sådan er det ikke for os. Men vi har sørget for løbende at lægge penge til side og har ligesom resten af vores generation været begunstiget af et favorabelt boligmarked og en opadgående økonomi«, siger Egon.

For nogle år siden solgte de deres store parcelhus ved Greve Strand og flyttede i stedet til en mindre villa i Køge. Dengang arbejdede Konny som håndarbejdslærer og Egon som selvstændig med egen engrosforretning. Men nu er arbejdsdagene skiftet ud med fritidsaktiviteter og gode oplevelser.

»Vi sørger for at fylde dagene ud med ting, vi synes er sjove. Og så sørger vi for at pleje vores venner. Både de nye og de gamle. Det sociale netværk betyder meget for os«, siger Konny.

Bruger penge på kultur
I det daglige synes Konny og Egon ikke, der er nogen væsentlig forskel på det forbrug, de havde, da de var erhvervsaktive, og det forbrug, de har som pensionister. De sætter pris på god og sund mad og et glas vin, men madbudgettet fylder ikke meget, da de i sommerhalvåret får de fleste afgrøder fra haven og Egon selv bager deres brød.

Til gengæld bruger de flere penge på kulturarrangementer og rejser.

»Vores kulturforbrug er nok rimelig højt. Vi kan begge lide at gå i teatret og i biografen og tager også på mange kunstudstillinger. Og så holder jeg af at købe en god bog eller et stykke musik til mig selv. Den luksus giver jeg mig selv, mens Egon i højere grad bruger penge på sine fritidsinteresser«, siger Konny.

Det er nu, vi lever
Der er dog ingen tvivl om, at det er rejserne, der er den største post i budgettet. Det koster på kontoen. Men hverken Konny eller Egon ser nogen grund til at holde igen.

»Vores ældste søn har altid sagt, at vi skal bruge vores penge, mens vi har glæde af dem. Og det har vi så valgt at gøre. Det er nu, vi lever. Og hvem ved, måske er vi her ikke i morgen«, siger Egon.

De regner ikke med, at de kommer til at efterlade nogen arv, men de forsøger at glæde børnene på anden måde ved at give dem forskellige oplevelser og invitere dem med på nogle af rejserne.

Fødselsdag i USA

»Da jeg fyldte 60 år, lejede vi en stor gård i Provençe og inviterede familien med derned. Det gode og tætte samvær, man kan have med sine børn og børnebørn, oplever man på en helt anden måde, når man holder ferie sammen under fremmede himmelstrøg«, siger Konny.

Derfor har de også inviteret børn, svigerbørn og børnebørn med på en 23-dages rejse til USA til sommer, hvor de skal fejre Egons 70-års fødselsdag. Men det har ikke afholdt Egon fra også at invitere til en kæmpe fødselsdagsfest, som skal holdes i roklubben.

»Indtil videre bliver vi 80 mennesker. Det kommer selvfølgelig til at koste lidt penge. Men det skal der være råd til«, siger Egon.

Det samme var filosofien, da han og Konny for nogle år siden besluttede sig for at holde fest på deres 40-års bryllupsdag.

»Vi vidste jo ikke, om vi stadig levede, når det blev vores guldbryllup, så hvorfor ikke bare holde en stor fest med det samme! Man kan lige så godt fejre de ting, der er«, siger Konny og smiler.

FACEBOOK

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her