Våddragtsboom giver problemer: Sorte kroppe er svære at spotte

Sikkerhed. Åben vand svømninger kræver nogle sikkerhedsmæssige foranstaltninger, inden man begiver sig ud på åbent hav.
Sikkerhed. Åben vand svømninger kræver nogle sikkerhedsmæssige foranstaltninger, inden man begiver sig ud på åbent hav.
Lyt til artiklen

Det boomer i antallet af åbent vand-svømmere, der som sorte sæler ligger og krydser gennem bølgerne. Og det giver tre sikkerhedsproblemer ved vores kyster. Våddragtsfetichisterne risikerer at blive sejlet ned af både eller surfere, fordi man uden for eksempel rød eller gul badehætte er nærmest usynlig. De glatte vandhunde har flere gange udløst panik og redningsaktioner. Det sker, fordi svømmeren går alene ud i havet, mens en enlig bunke tøj ligger tilbage på stranden. Når livredderen har fyraften og ser tøjet, så reagerer han, som hvis nogen er i havsnød.

LÆS ARTIKELVandet er tykt af våddragter Og så er der ’Spiderman-effekten’, som livredder gennem 20 år John Mogensen fra Gilleleje kalder det: At folk, der iklæder sig kropsnært neopren, tror, de bliver udødelige og derfor overvurderer egne evner. »Jeg har jo været med, siden vi gik i hjemmestrikkede badebukser, og det er da en fantastisk udvikling, vi ser nu med åbent vand-svømning«, siger John Mogensen, fra den nordsjællandske kystlivredningstjeneste, 21 poster, der dækker 60 km kyst. »Mine livreddere er nu oftest konkurrencesvømmere, der er gået over i åbent vand i slutningen af karrieren, fordi det er lidt sjovt. Vi opfordrer dem også til det. I går svømmede vi ved Hundested. Det er sjov motion. Bunden skifter, og man får trænet i at kunne svømme ligeud og tage højde for bølger, vind og strøm. Og så er der fisk på bunden«. John Mogensen husker, at han købte sin første våddragt for 30 år siden for 1.800 kroner, hvilket er cirka det samme, en billig svømmedragt koster i dag. »Men neopren er blevet så meget bedre og billigere. Min var tyk og gnavede overalt. I dag er de tynde. De gode dragter og triatlon har været med til at give den her udvikling et skub«. Han fornemmer, at det, der virkelig trækker i folk, er et komme ud og spare færgebilletten. »At svømme ved egen kraft fra Hundested til Rørvig eller fra Helsingør til Sverige, det er stort. Men man skal passe på med skibstrafikken«, siger John Mogensen, der selv er blevet påsejlet af en sejlbåd, som ramte ham i panden. Så de tre råd er altså: På med kulørt badehætte. Giv besked til livredderen, hvis du svømmer langt ud (eller læg en seddel på tøjet). Og få tjekket dit hjerte, hvis du skal svømme langt i koldt vand. For hjerteproblemer i åbent vand kan være fatale. »Allersmartest er det jo at bade, hvor der er livreddere. Hvis vi ikke har så travlt, så giver vi også gerne gode råd om, hvor der er godt at svømme. Måske vil nogen også kigge på din svømmestil og rette lidt«. Her i sommer står livredningstjenesten for nogle særlige camps, der skal gøre børn glade og trygge for et aktivt liv med vand, Ocean Rescue Camp. Til det brug har John Mogensen indkøbt 250 små våddragter i skrigende gule og røde farver af sikkerhedshensyn. »Hvorfor laver man ikke bare voksendragter i den slags farver?«, spørger John Mogensen. LÆS ARTIKELDet første møde med dybet

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her