Hun takker sin 14-årige søn Frederik for, at hun i dag kun vejer 68 kilo – det er 58 kilo mindre end for nogle år siden.
»En mor på 126 kilo er ikke pæn, og det betyder alt for mig, at Frederik kan være stolt af mig. Han har hele æren for, at jeg har tabt mig så meget«, fortæller Anne Mette Johnsson, som er 38 år og arbejder i butikken Inspiration i Rosengårdscentret i Odense.
En del af æren tilfalder nu nok hende selv. Det sidste års tid har hun arbejdet meget bevidst på at komme ud af den onde spiral, hun har befundet sig i i mange år, nemlig at trøste sig selv med chokolade og slik, når livet gik hende imod.
LÆS ARTIKEL Mange spiser uden at være sultne
Trøstespisningen tog for alvor fart, da hendes søn blev født med en hjertefejl for 14 år siden. Foruden angsten og bekymringen for sin lille søn var Anne Mette Johnsson også plaget af dårlig samvittighed: »Jeg følte, det var min skyld, at han havde fået den hjertefejl, for det var jo mine gener«, fortæller hun. Der fulgte mange indlæggelser med, og de blev også katalysator for Anne Mette Johnssons uvane: »Det var så nemt lige at smutte ned i kiosken efter chokolade, når jeg var mest ked af det, for det var jo også synd for mig. Jeg spiste som regel chokoladen på toilettet, inden jeg gik op igen«. Modgang har det med at komme igen. Også for Anne Mette Johnsson, som fik endnu en livskrise, da hun og hendes daværende mand blev skilt. »Det følte jeg også var min skyld, og så blev chokoladen igen min bedste ven. Jeg proppede den i mig og nød den ikke engang. Lige i det øjeblik, hvor chokoladen kom ind i min mund, følte jeg mig så fuldendt, og den dulmede mine nerver. Men kun et øjeblik. Bagefter har man det så dårligt over det«, fortæller Anne Mette Johnsson, som i dag har fået bugt med sin uvane efter et langvarigt forløb hos Vægtkonsulenterne. Men den dårlige vane er svær at slippe – én gang trøstespiser, altid trøstespiser, må Anne Mette Johnsson erkende »Min trang til at trøste mig med et stykke chokolade kan stadig dukke op, når jeg har en dårlig oplevelse, så jeg har det altid i baghovedet«, siger hun. Hun spiste for at trøste sig selv på alle tidspunkter. På arbejde i smug for kollegerne. Når hun var alene hjemme og følte sig ensom. Og de seneste år i smug for sin nuværende mand. Der blev mere og mere af hende. Og da Anne Mette Johnsson på et tidspunkt vejede 126 kilo, besluttede hun at gøre noget ved det. »Min mand har aldrig sagt noget om min overvægt, men han kan jo godt lide, at jeg har tabt mig. Og min søn er også glad for det. Forleden sagde han: »Wow, hvor er du flot, mor«. Det er jo det hele værd«, fortæller Anne Mette Johnsson med en stemme, der er ved at knække over. Hvad med næste gang, du bliver ked af det – har du lagt en strategi? »Sådan set ikke, men jeg sørger altid for at have min nødkasse med mig: et æble, en flaske vand og en DDV-knasbar (DDV er De Danske Vægtkonsulenter, red.). Hvis bare jeg har det, falder jeg ikke i«, fastslår Anne Mette Johnsson. En anden strategi er at fortælle det til andre, når hun så alligevel falder i. Den tabubelagte trøstespisning var nemlig kun med til at forstærke følelsen af skam og skyld, som så igen skulle dulmes med endnu mere chokolade. »Jeg føler, det er nødvendigt at fortælle det til min mand eller min veninde fra arbejdet, for ellers er jeg bange for, at problemet igen bliver lige så stort som dengang. Selv om det gør ondt at fortælle det, er det meget bedre end at være alene om det«.
