Spis havregryn. Det er sundt og mætter godt. Sådan lyder opfordringen fra dommerne i Tjeks blindsmagning af 10 forskellige finvalsede varianter. Fine gryn er de mest efterspurgte, når danskerne køber havregryn.
Trods kilopriser, der går fra 9 til knap 27 kroner, er der umiddelbart ikke den store forskel på produkterne: »Her er ikke den store variation«, mener husholdningslærer og kogebogsforfatter Kirsten Høgh Fogt og lektor og fødevareingeniør Michael René fra Professionshøjskolen Metropol, som tygger sig igennem de 10 produkter i hver sin rækkefølge.






























