Først var der lige nogle fester, der skulle holdes, nogle rejser, der skulle opleves, en lang uddannelse, der skulle gøres færdig, og et godt job, der skulle i hus.
Derfor nåede Anne-Dorthe Sørensen at fylde 31, før hun og hendes jævnaldrende mand fik deres første søn. Siden er der kommet to til, og om to uger ankommer endnu en bror eller søster. Med sin runde mave og ubesværede gang ligner Anne-Dorthe ikke ligefrem det, nogen ville kalde en gammel gravid. Men når barnet kommer til verden, vil det tilhøre de kun 3,4 procent af alle nyfødte, hvis mor er over 40 år. Det er der ikke de store problemer i, mener moderen selv.






























