Det er meget normalt at se en cowboy, en prinsesse eller en tiger til fastelavn. Men i år vil der måske også stå en lille flygtning i kø til at slå katten af tønden, skriver 24timer. Den danske netvirksomhed Temashop.dk sælger kostumerne 'lille evakueret pige’ og 'lille evakueret dreng’, som ifølge hjemmesiden gengiver tøjet, 'børnene havde på under Anden Verdenskrig, når de blev evakueret’.
Får forespørgsler på nazi-kostumer
Fastelavnskostumet består af dragt, taske, hat og et identifikations-mærke, som flygtningene bar under Anden Verdenskrig. Den alternative fastelavnsbeklædning har skabt en del debat på sociale medier som Facebook, hvor flere brugere har kaldt valget af tema til kostumerne uetisk. Det prædikat er historiker og sognepræst Morten Skovsted enig i.




























