Flere hundrede tusinde mennesker har valgt at møblere om på deres navneattest, siden navneloven for syv år siden blev ændret. Der blev færre regler, og det blev billigere.
Den første tid væltede det ind med ansøgninger – efter cirka to år havde en kvart million mennesker erhvervet sig et nyt for-, mellem- eller efternavn. Siden er det stilnet lidt af, men der er stadig gang i butikken. I 2011 var der ifølge en særkørsel fra Danmarks Statistik 42.000 personer, der fik gennemført en navneændring.






























