Når begejstringen stiger under dynerne, glemmer mange unge alt om beskyttelse og kønssygdomme.
Friske tal fra Statens Serum Institut viser nemlig, at 25.795 danskere mellem 15 og 29 år i fjor blev testet positive for klamydia mod 12.831 for ti år siden. Fordoblingen til en historisk rekordhøjde betegnes af eksperter som stærkt bekymrende, fordi ubehandlet klamydia har alvorlige langsigtede konsekvenser – bl.a. ufrivillig barnløshed, graviditet uden for livmoderen og underlivsinfektion.
Nogle er smittede uden at vide det
Og forekomsten af klamydiasmittede skønnes i virkeligheden at være langt højere, da helt op til ti procent af alle unge bærer på sygdommen uden at vide det, fordi de hverken ’tisser glasskår’ eller har udslæt og udflåd.
Det er også en af grundene til, at kønssygdommen spreder sig så hurtigt.
»Klamydia er en infektion, der ændrer sig over tid. Derfor kommer den ikke til udtryk på samme måde i dag som tidligere. Færre har i dag symptomer på sygdommen og går ikke til lægen, fordi de formoder, de er raske. På den måde går mange unge rundt og gemmer på en klamydiainfektion og smitter andre«, siger Berit Andersen, ph.d. og læge på Skejby Sygehus, der har forsket i klamydia i 15 år. Tredobling i antallet af fertilitetsbehandlinger
Ifølge Søren Ziebe, laboratorieleder på Rigshospitalets fertilitetsklinik, er boomet i klamydiatilfælde en af grundene til en voldsom stigning i behandlinger af ufrivilligt barnløse. Hvor danske klinikker i 2000 udførte knap 10.000 behandlinger, var tallet i fjor cirka 30.000.
»Den største årsag til stigningen i fertilitetsbehandlinger er, at folk er blevet ældre, når de vil være forældre. Men flere klamydiatilfælde er helt klart også medvirkende. Det er vigtigt, at de unge forstår det her. De skal ikke kun bruge kondom for at undgå graviditet. Det er også et spørgsmål om at passe på sig selv og sikre reproduktionen«, siger Søren Ziebe, som også er formand for Dansk Fertilitetsselskab. Hjemmetest uddeles til unge
Eskaleringen af klamydiatilfælde får nu foreningen Sex & Samfund til at opsøge københavnske ungdomsuddannelser, hvor unge seksualundervisere uddeler hjemmetest til klamydia.




























