»Endnu et 12-tal! Sådan knægt!«. Stolte forældre er flittige aktører på Facebook, hvor alt fra pottetræning over strandbilleder til studentereksamener gavmildt bliver delt med resten af verden. Men i deres iver efter at fremvise deres dygtige og kønne børn glemmer mange forældre, at billederne og kommentarerne kan bringe deres børn i forlegenhed, både nu og senere i livet. »Når en far skriver, at nu har hans søn fået 12 igen, kan det godt være, at drengens kammerater synes, det er utåleligt. Vi skal alle tænke os godt om, når vi bruger Facebook til at udstille andre, især børn og unge, som sjældent bliver spurgt først«, siger Jonas Ravn, Center for Digital Pædagogik.
LÆS OGSÅ Netforbrydere udnytter din svage Facebook-kode
Jonas Ravn, der blandt andet har speciale i børns brug af medier og i mediernes betydning for børn og voksne, pointerer, at børn og unge sjældent selv beder om at blive udstillet på fars og mors Facebookvæg. Derfor kan forældrene, uden at vide det, nemt komme til at overskride grænser hos børnene, advarer han. »Selv om billederne og kommentarerne virker harmløse, kan de i høj grad overskride børnenes grænser, fordi forældrene bruger det til at promovere både sig selv og børnene i en bestemt retning. Især når det gælder små børn, som man ikke kan spørge, er det vigtigt med en særlig god etik«, siger Jonas Ravn. Forældre mangler netetik Han sammenligner det med, når mor – i gamle dage – hev fotoalbummet frem og viste ’pinlige’ billeder af »Morten som toårig« til sønnens første kæreste eller til kammeraterne. Modsat nutidens børn og unge, som får meget undervisning i og information om, hvordan man skal opføre sig i cyberspace, har forældregenerationen på 40 år og opefter kastet sig hovedkulds ud i de sociale medier uden nogen form for oplæring. Og ofte bliver for eksempel billeder lagt ud, i samme øjeblik som de bliver taget. »Det går så hurtigt, at man ikke får tænkt det så nøje igennem. God netetik gælder jo os alle, men der er ikke nogen, der siger, at du ved, hvordan du skal opføre dig på Facebook, bare fordi du er 40 år«, pointerer Jonas Ravn. Se mit barn, se mig Når forældre bombarderer deres egen og andres Facebook-væg med billeder af børnene, skyldes det en søgen efter anerkendelse via deres børn. Det vurderer psykolog og ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet Lars Lundmann. »Børnene betragtes som en forlængelse af forældrene, så når forældre viser, at deres barn har fået et 12-tal, og de andre ’synes godt om’ det, er det, for at forældrene selv kan blive anerkendt: Barnet får 12, altså er barnet klogt, og så er forældrene nok også kloge. Det kan være det, de ønsker at fortælle«, siger Lars Lundmann, som har skrevet om narcissisme og personlighed. Da årets studenter sprang ud i juni, lagde mange forældre ikke bare et billede af deres studenterbarn ud, men skrev også, hvis barnet havde fået høje karakterer. Det udviklede sig nærmest til en konkurrence blandt forældrene.




























