Lad være med at bruge engangsvandflasken som drikkedunk. Det kan godt være, den er lige ved hånden, men engangsflasker er potentielle bakteriebomber, uanset hvor meget de bliver gjort rent.
Det viser et forsøg lavet af fem kvindelige studerende på bioteknologi ved Aarhus Universitet, skriver metroXpress.
Chokeret over bakterieindhold
»Bakterieindholdet var så stort, at vores udstyr i første omgang slet ikke kunne måle det. Jeg vidste godt, det ville være slemt, men jeg blev alligevel lidt chokeret«, siger Marie Skovmøller, en af de fem studerende.
I forsøget tog de studerende 15 flasker med kildevand, drak indholdet og fyldte dem derefter med postevand hver dag i fem dage, hvorefter de målte bakterieindholdet i flaskerne.



























