Kærlighed til en afdød partner bliver nogle gange målt på den efterladtes adfærd, som var hans eller hendes afholdenhed et bevis på følelsernes ægthed og styrke.
Derfor har Iben Steiness brug for at få én ting på det rene, inden hun linder på døren til sit privatliv. »Uanset om jeg finder en ny partner eller ej, vil jeg altid elske Jesper, og han vil altid være far til mine børn. Jeg kan ikke holde ud, hvis nogen opfatter en kæreste som tegn på, at Jesper er glemt, og at livet bare kører derudad. For gu’ gør det ej. Sådan en sorg kommer man sig ikke over, den lever man med«, siger den 38-årige kvinde fra Hellerup, der arbejder som investor relations manager hos Carlsberg. Hun bor sammen med sønnerne Emil og Julius på 8 og 5½ år i det hus, som hun og Jesper købte, før hans sygdom vendte op og ned på familielivet. Hun lader sig interviewe om det personlige emne, fordi problemstillingen fylder meget i hendes liv, og det er hendes erfaring, at åbenhed har en terapeutisk funktion. Længsel efter at være kvinde »Jesper var syg i tre et halvt år, og selv om der var gode perioder, ændrer et så langt sygdomsforløb med smerter, behandlinger og bivirkninger fuldstændig parforholdet. Det betød ikke, at jeg elskede ham mindre, tværtimod. Men rollerne ændrede sig«, siger Iben Steiness og uddyber: »Jeg tog styringen. Blev beslutningstager, sygeplejerske, omsorgsgiver, trøster, mor, fighter og praktisk gris. Så da han døde i sommeren 2007, gik der ikke ret lang tid, før jeg tænkte: Hold da kæft, hvor har jeg bare lyst til at føle mig som kvinde igen og prøve et jævnbyrdigt parforhold«. Den unge enke troede, hun var kommet langt, fordi hun løbende havde bearbejdet sine følelser, men snart sandede hun, at der er forskel på at længes efter at blive bekræftet og tage konkrete skridt. Tanken om nye muligheder »Tanken om nye muligheder gav mig et boost, men samtidig opdagede jeg, at jeg slet ikke orkede noget nyt. Jeg ville jo bare have min familie tilbage«. Sorgen var så overvældende, at Iben Steiness ubevidst inddæmmede den i et depot, hvorfra den frigives i mindre portioner. Lidt mere end et halvt år efter ægtefællens død, gav sluserne imidlertid efter. Et krævende projekt på jobbet slugte det lille overskud, der holdt hende oppe. »Hver aften græd og græd og græd jeg, fordi jeg savnede Jesper sådan. Sorgen nærmest væltede frem. Jeg savnede at kende nogen i samme båd og ringede til en mand, jeg var stødt på, som havde mistet sin kone og var alene med to børn«. Blev kæreste med enkemand Samhørigheden var vederkvægende, og det endte faktisk med, at enkemanden og Iben blev kærester. Relationen gav umiddelbart ny energi, men den stillede også nye krav, og den samlede pakke viste sig at være for overvældende. »Jeg var hverken klar til at være kvinde eller reservemor for to moderløse børn og al den praktiske logistik, der følger med at pakke børn og bil for at besøge hinanden på skift. Det har været meget svært for mig at nå til en accept af, at den klassiske kernefamilie ikke længere er en mulighed for mig«. Tre slags sorg at bakse med Iben Steiness’ stemme skifter hyppigt karakter. Den kan være lattermild, rå og fandenivoldsk eller sprød og meget tæt på at knække over; men det meste af tiden er den klar og nøgternt berettende. Hun har analyseret sig frem til, at der er tre forskellige typer sorg forbundet med Jespers død, som påvirker hendes lyst og evne til at finde/ rumme en ny parter:
»I begyndelse troede jeg aldrig, det ville ske, men efter cirka et år var jeg kommet så langt med min personlige sorg over at have mistet min mand, at jeg begyndte at føle mig klar til en ny kærlighed.
