Man skal kravle, før man kan gå, men mange blebørn spiller i dag computer, før de kan tale.
Den nye teknologi på tablets og smartphones er så let at finde ud af, at debutalderen styrtdykker. For få år siden var børn typisk 3-4 år gamle, før de havde motorik til at håndtere en computer med mus, men i dag leger børn ned til halvandet år med applikationer på tablets og smartphones. »Der er ingen tvivl om, at de nye skærme rykker brugen ned i alder, fordi teknologien er så let«, siger forsker i småbørns medieforbrug adjunkt, ph.d. Stine Liv Johansen, Institut for Informations- og Medievidenskab ved Aarhus Universitet.





























