På en almindelig hverdag er kun fire ud af hundrede børn med i køkkenet, når der laves aftensmad, viser en undersøgelse fra Coop Analyse, og det er der gode grunde til: mangel på tid, planlægning eller ingredienser samt forskellige aktiviteter, smagsløg og hjemkomst-tidspunkter – bare for at nævne nogle.
Gode hensigter skorter det ikke på, men nu viser erfaringer fra Vallensbæk Kommune, at kurset ’Fars køkkenskole’ kan gøre en forskel. Hjemme hos familien Eggert bliver mappen med opskrifter fra sidste efterår, da Henrik Eggert og hans nu 11-årige søn, Zander, deltog, i hvert fald stadig brugt. Cirka hver 14. dag og nogle gange hver uge.




























