På et instagrambillede ses to hjemmebagte boller og en Vitamin Well-vand appetitligt opstillet på et bord. Billedet er ledsaget af beskeden »frokosttid«, en hjertesmiley og en sulten smiley. 2.600 følgere liker billedet, som er tagget med ordene #sund, #vitaminwelldk.
Men det, der ligner en almindelig hverdagsopdatering fra den 14-årige pige, er placeret omtale. Følgerne kan ikke se, at flaskerne er tilsendt som gave fra Vitamin Well. Når de klikker på tagget #vitaminwell i opslaget, bliver de ledt hen på firmaets instagramside.




























