Politikerne har alt for længe ladt børnefamilierne i stikken, mens fokus har været på forbrug, produktivitet og effektiviseringer. Det mener stifterne af Familiepolitisk Netværk, som er en ny bevægelse, der har det som erklæret mål at få familiepolitikken på dagsordenen ved næste folketingsvalg.
»Familiepolitikken har været nedprioriteret hele vejen op gennem 00’erne og indtil nu, og jeg tror, det er derfor, vi det seneste cirka halve år har set, at debatten om de pressede børnefamilier i den grad har præget medierne. Børnefamilierne har været klemt for længe, og der er behov for, at der kommer en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv«, siger den ene af stifterne, freelancejournalist og debattør Sofie Maria Brand.




























