Hvert år skifter tusindvis af børn skole, og for mange af dem sker det lige i disse dage, hvor landets skoler igen åbner dørene efter sommerferien. Måske er de færreste forældre synderligt opmærksomme, når der begynder et nyt barn i deres søns eller datters klasse. Men det bør alle forældre være, lyder opfordringen fra Børns Vilkår.
»Mange overser, at forældrene i klassen faktisk kan spille en rigtig vigtig rolle i at få skoleskiftet til at forløbe godt. Nogle har den indstilling, at nu begynder barnet på en frisk, og så skal det nok glide helt af sig selv, men sådan er det sjældent,« siger Bente Boserup, seniorkonsulent i Børns Vilkår.




























