Hvis dit barn hører til typen, der hyppigt vrænger og skubber tallerkenen væk, mens det højlydt erklærer, at »adr, det der kan jeg ikke lide!«, så er der håb forude. For en helt ny undersøgelse, som omfatter næsten 20.000 danske skolebørn landet over, viser, at børns madpræferencer i langt højere grad er bestemt af det miljø og den madkultur, de vokser op i, end af genetiske forskelle, der ellers gør, at maden kan smage forskelligt for forskellige personer.
For eksempel kan der være stor forskel på, hvor intenst folk smager sødt og bittert, og derfor havde forskerne ventet, at generne spillede en meget større rolle for, hvad børnene kunne lide, end de viste sig at gøre.



























