»Hvad mener du? Gustav skal være hos mig, jeg har ikke tænkt mig at komme med ham«.
Katrine så undrende på sms'en fra sin ekskæreste. Han havde haft deres fælles søn i tre dages 'samvær' over nytåret, og modsat hvad deres aftale fra Statsforvaltningen dikterede, insisterede han på at beholde 3-årige Gustav hos sig to dage ekstra. Nu stod Katrine forgæves og ventede i januars frostvejr foran sin opgang.




























