Abelone Koppel fik en kropslig åbenbaring, da hun i foråret 2008 begyndte at løbe for første gang i sit liv.
Hun blev grebet, og formen blev lynhurtig god, men knæene kunne ikke følge med endnu. De overbelastede knæ har fået hende til at skifte maratonspor. »Jeg vil med 24. maj, men mentalt har jeg sat mig op til at gå ud efter den halve distance. Mit maraton bliver et halvmaraton i år, og det har jeg det egentlig ret godt med. I 2010 vil jeg løbe det fulde Copenhagen Marathon, og jeg glæder mig«. Det er angsten for, at det skal gøre ondt, der især holder Abelone Koppel tilbage. Hun vil ikke stå midt i Dyrehaven og ikke kunne løbe længere, men hun vil samtidig også passe på sig selv og sin nye passion – løb. »Jeg vil løbe resten af mit liv. For mig er løb kommet til at handle om at tro på sig selv lige meget hvad – også selv om det går galt. Det, at jeg ikke giver op med løb, men blot ændrer mine mål og metoder, er den sande sejr for mig i denne proces«. Der er ingen tvivl for Abelone Koppel: Hun har fået mere ud af maratonlivet, end hun havde forventet. »Det er ikke noget nederlag, hvis man ikke kan gennemføre. Mit bjerg har været at blive fysisk aktiv. For et år siden havde jeg aldrig løbet – nu kan jeg løbe i halvanden time uden problemer. Jeg synes, det er fantastisk at bruge min krop og have en fornemmelse af kroppen både fysisk og mentalt. Jeg træner mig selv, og jeg føler mig meget stærkere nu end nogensinde«.
