Spørgsmål fra læser Tove Hels.
Min voksne søn på 21 år og jeg, som er 45 år, træner begge en del løb, cykling, svømning og styrketræning. Vi er kommet til at diskutere, hvor grænsen går mellem livsforlængende, opbyggende træning og nedbrydende, opslidende træning.
Hvis man f.eks. løber et maratonløb om dagen, vil sund fornuft tilsige, at det formentlig forkorter ens liv, fordi man bliver slidt op, eller hvad? Men hvor meget ved forskningen om, hvor grænsen går mellem det opbyggende og det nedbrydende? Der vil selvfølgelig være individuelle forskelle, fordi vi har med noget biologisk at gøre, men er der nogen principper? Svar Det er et spændende spørgsmål. Men der er ikke noget enkelt svar. Der er ingen tvivl om, at den relative forbedring af sundheden er størst for dem, der har mest brug for den. Hvis man er helt utrænet, vil man selv ved en moderat øgning af den daglige fysiske aktivitet opnå en markant nedsat risiko for at blive syg og dø for tidligt. Ved tiltagende træningsmængde øges sundheden indtil en vis grænse, der imidlertid ikke er klart defineret. Det gælder dog, at man ikke kan træne sig til et evigt liv.
