En mand står på toppen af et højhus. Pludselig får han overbalance og vælter ud over kanten. Mens han suser gennem luften, tænker han: Det her går aldrig godt. Sådan har alle maratonløbere det, når startskuddet lyder. At stille op til 42,195 km i løb er topmålet af hovmod, hybris og grum selvovervurdering.
LÆS ARTIKEL Tor skal løbe maraton nummer 250: Det er som en forelskelse
Da jeg havde min debut i Copenhagen Marathon i 1982, var jeg ikke bare overmodig. Jeg var også ung. Og ja, lad os se det i øjnene, dum. Få timer inden løbets start var jeg vaklet ud i det blålige dagslys på Nørregade efter en lang aften på Montmartres Natdisk. Men jeg var ved godt mod, da løbet blev sat i gang på Christiansborgs Slotsplads den morgen. Jeg elsker min by, og luft er godt mod tømmermænd.
Tvivlen kommer tidligt
En mand er på vej ned gennem den tynde luft fra toppen af et højhus. I dybet under ham skimter han fodgængere og biler. Han overvejer, om man mon kan gribe fat i et fremspring på bygningen.
Mange, der ikke har løbet maraton, tror, at vi løbere får lyst til at give op, når vi nærmer os 30-35 km. Men faktisk er det for de fleste, jeg kender, omvendt. Ambivalensen kommer på de første kilometer. Det er her, man overvejer, hvorvidt pokerhånden bare er for svag i dag. Det er efter 3 km, man bliver svag i troen. Det er ved 10 km, man bare vil droppe det hele. Hellere smide kortene, før man har lagt for meget i puljen.
LÆS ARTIKELMaraton-freak eller begynder: Find dit næste motionsløb her Ved min første Copenhagen Marathon for 30 år siden var strategiske overvejelser nu ikke det, der fyldte mest i landskabet. Jeg havde mine flade Patrick badmintonsko på, så jeg fik glæde af hvert eneste fremspring i asfalten og hvert eneste hjørne af hver eneste brosten. Men da vi nåede halvvejs ved 21,1 km – jeg tror, det var i nærheden af H. C. Ørstedsværket og Sydhavnen – tænkte jeg, nu skal vi bare hjem. Manden med pandebåndet En mand er i frit fald ned fra et højhus. Han nu har tilbagelagt ni tiendedele af distancen fra tag til fortov, så katastrofen er nær. Men den tynde luft har gjort ham ør, og han tænker ved sig selv: Indtil nu går det da ok. For de fleste maratonløbere er der nogle fantastiske kilometer, når man har rundet halvvejs ved 21,1 km. Nu går vi all in, og ingen ser sig tilbage. Man er varm, man er i bevægelse, alle systemer kører perfekt. Men enhver, der har prøvet at gennemføre en maraton, ved, hvor let det kan gå galt.
