Kryds ved Øster Voldgade og Sølvgade i København er spærret på ubestemt tid, efter at bus har påkørt bygning.

18 er kommet lettere til skade: Bus er kørt ind i bygning i København

En bus har søndag morgen påkørt en bygning i krydset Øster Voldgade og Sølvgade i København. Søndag eftermiddag var muren ved at blive stabiliseret inden bussen kunne fjernes. Foto: Finn Frandsen
En bus har søndag morgen påkørt en bygning i krydset Øster Voldgade og Sølvgade i København. Søndag eftermiddag var muren ved at blive stabiliseret inden bussen kunne fjernes. Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

En bus er kørt ind i en bygning i kryds ved Øster Voldgade og Sølvgade i København, viser billeder fra stedet tidligt søndag morgen.

Ligeledes beretter Københavns Politi om hændelsen på det sociale medie X. Her lyder det, at buschaufføren og 17 passagerer er sendt på skadestuen. Seks passerer er uskadt.

»Der er tale om knubs, blå mærker og blodtud og i den ende af lettere tilskadekomst«, fortæller vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer.

Han fortæller, at der primært er tale om unge mennesker, der var på vej hjem fra en tur i byen.

»Måske er det også derfor, at skaderne ikke er værre, end de er«, siger vagtchefen med henvisning til deres alder.

Politiet arbejder nu i det pågældende kryds. Klokken 10 var meldingen, at oprydningsarbejdet vil tage fire til fem timer.

»De kan ikke flytte bussen, før bygningen er afstivet. Det er den umiddelbare vurdering, at facaden falder ned, hvis man bare fjerner den«, siger vagtchef Henrik Stormer.

»Vi hjælper med afspærring, så der er ro til teknikerne. Der er begrænset fremkommelighed, men der er ikke helt spærret«, tilføjer han.

Ingen blev evakueret

Hvad der førte til, at bussen kørte ind i bygningen, der ligger over for Statens Museum for Kunst, står ikke klart. Søndag formiddag oplyser vagtchef Henrik Stormer, at buschaufføren formentlig har fået et ildebefindende forud for påkørslen.

Bygningen, som bussen har påkørt, er Sølvgades Kaserne, der tidligere har fungeret som kaserne og DSB’s gamle hovedkontor. Ifølge DIS Kollegiernes hjemmeside, som har et kollegium i bygningen, har der været studieboliger der siden 2016. Men politiet oplyser, at der ikke bor nogen i den ramte del af bygningen. Derfor er ingen evakueret, siger vagtchef Henrik Stormer.

Han fortæller, at en akutlæge ankom til stedet og tilså passagererne og chaufføren. Herefter blev enkelte sendt afsted med ambulance til sygehuset, og de resterende blev sendt med en taxa.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her