Artiklen er opdateret kl. 12.44 med citater fra beboerformand.
Boligområdet Mjølnerparken i København har gennem mange år kæmpet med et blakket omdømme. Det skal der laves om på nu. Boligselskabet Bo-Vita sælger 260 lejligheder – det svarer til to af fire boligkarréer – til ejendomsselskabet NREP, forklarer formand for Bo-Vita Jan Hyttel.
»Det er ikke noget, vi bestemmer. Det gør Folketinget. Vi kunne have revet nogle af boligerne ned. Men det ville være en dårlig idé, synes vi. Derfor frasælger vi dem, for det er gode boliger – især når de er blevet renoveret, som vi nu går i gang med«.
Det er regeringens ghettolov – nu kaldet loven om parallelsamfund – der er baggrunden for salget, der sker med virkning fra 2023. Mjølnerparken har en høj andel af beboere med anden etnisk herkomst end dansk og har været på regeringens liste over parallelsamfund siden 2010. Det betyder, at området nu er blevet et såkaldt omdannelsesområde, hvor der skal ske drastiske ændringer for at skabe en mere blandet sammensætning af beboerne. Andelen af almene boliger skal således nedbringes til 40 procent.
Salget vækker forundring og forargelse hos formand for afdelingsbestyrelsen Mohammed Aslam.
»Vi er ikke enige i den plan, fordi vi mener, at vi kunne leve op til kravet ved at omdanne en del de almene familieboliger til ungdoms- og ældreboliger. Men den vej har boligselskabet ikke ønsket at gå, og det er vi forundrede over«, siger han.
Men det er ikke bare salget, der vækker beboernes harme. Nyheden kommer på et tidspunkt, hvor en gruppe beboere har stævnet staten for den lovgivning om ghettoområder, der ligger bag. De mener, at loven er diskriminerende, fordi den blandt andet er begrundet i beboernes etnicitet. Eksempelvis defineres et område på listen ved, at der er mere end 50 procent af beboerne, som har en ikke-vestlig baggrund. Tidligere på måneden fik beboerne i Østre Landsret medhold i, at søgsmålet mod Indenrigs- og Boligministeriet kan gennemføres.
»Det ville have klædt boligselskabet at vente med salget, til vi havde en afklaring af, om hele lovgrundlaget overhovedet er lovligt«, siger Mohammed Aslam.
Beboerne vil nu tage fat i deres advokat for at få suspenderet salget, indtil sagen har været for retten.
»På baggrund af den her melding vil vi nu drøfte med vores advokat, om vi kan få handlen suspenderet, så det afventer den retssag, vi har tænkt os at køre mod staten for diskriminerende lovgivning«, siger Mohammed Aslam.
En ny chance
Fortjenesten fra salget går blandt andet til at sikre flyttehjælp og genhusning af lejerne. Enten i andre boligafdelinger eller i Mjølnerparken.
»Der bliver et provenu, som vi blandt andet kan bruge til at give lejerne en ordentlig flyttehjælp og til at skaffe nye boliger andre steder i eller uden for København. Der er ikke nogen, der bliver tvunget væk fra Mjølnerparken. Over tid får alle mulighed for at vende tilbage, hvis det er det, de vil«, siger Jan Hyttel.
Boligerne vil fortsat blive lejet ud, når NREP i 2023 overtager dem. For køberen er målet at skabe en »tryg, åben og attraktiv bydel«, hvor også folk med almindelige indkomster kan være med, siger udviklingschef i NREP og tidligere overborgmester i København Jens Kramer Mikkelsen.
»Når vi overtager de nyrenoverede lejligheder i 2023, er det vores ambition at tilbyde boliger af høj standard med nyt køkken, bad og altan – og med en husleje, som netop er til at betale for almindelige indkomster«, siger han.
Den tidligere politiker ser omdannelsen af området som muligheden for en »ny start«.
»Mjølnerparken har mange kvaliteter, men har alligevel haft det svært i mange år. Utryghed, kriminalitet og sociale problemer. Men Mjølnerparken fortjener en chance mere. Det vil vi være med til«, siger han.
Industriens Pension er medinvestor i projektet. Også andre boligselskaber er blevet ramt af kravet om forandringer, når et boligområde har været fem år på listen over parallelsamfund. Det gælder eksempelvis Gellerupparken i Aarhus. Her valgte man at rive boligblokke ned og sælge jorden til blandt andet et pensionsselskab og ejendomsudviklere.
ritzau/politiken.dk
fortsæt med at læse




























