Blytunge brosten væltede ned over politiet, der svarede igen med tåregas og pistolskud, da EU-modstanden på Nørrebro 18. maj 1993 manifesterede sig i de voldsomste optøjer siden Anden Verdenskrig.
Fra sin position bag barrikaderne på Nørrebrogade i enden ned mod Dronning Louises Bro var en ung Rene Karpantschof med til at kaste sten mod det kampklædte politi, som trængte ind på Nørrebro. Han var en af de aktionsvante BZ’ere, der dengang huserede i kvarteret og følte nærmest had til politiets uropatrulje og betjente fra Station 1, hvoraf nogle senere blev landskendte som Overarmen og Kummefryseren.
»Vi ville starte et oprør, og gjorde det helt klassisk med barrikader i gaderne. Det gav en følelse af, at nu er det os, der bestemmer. Vi var skam internationalister, men anså EU for at være en udemokratisk institution, der tjente storkapitalens interesser. Og så var vi harmdirrende vrede, fordi magteliten efter vores mening havde annulleret folkets nej i 1992«, siger Rene Karpantschof.
I 1992 havde et flertal af danskerne stemt nej til Maastrichttraktaten. Dermed hang selve Danmarks medlemskab af EU i en tynd tråd. På den baggrund havde flertallet i Folketinget lavet den såkaldte Edinburgh-aftale, der skulle gøre traktaten spiselig for danskerne ved at introducere de fire danske forbehold. Missionen lykkedes. Et flertal sagde i 1993 ja. Bare ikke i København. Alene på Vesterbro og Nørrebro stemte henholdsvis 66 og 62 procent nej til Edinburgh-aftalen. Til sammenligning stemte kun 43 procent af danskerne på landsplan nej.
