En 23-årig mand påtager sig tirsdag ansvaret for, at borgere i Dragør vågnede til et pludseligt brag i marts i år. Det var nemlig ham, som skaffede en dynamitbombe og senere detonerede den, så den natten til den 6. marts raserede en mobilreparatørforretning i byen.
Under en tilståelsessag i Københavns Byret har en 23-årig mand som ventet erkendt sin rolle i sagen. Det koster ham fem års fængsel og udvisning. Han skal også betale en erstatning på 600.000 kroner for ødelæggelserne.
Trods erkendelsen forklarer han tirsdag, at detoneringen var et direkte resultat af, at han var blevet instrueret nøje af en ukendt bagmand til at gøre det.
»Jeg blev presset til at gøre det af en bagmand. Men jeg frygter for repressalier, så jeg kan ikke komme ind på, hvordan det er sket«, forklarer han.
Bomben eksploderede kort efter midnat på Maglebytorv i Dragør på den sydøstlige del af Amager.
ritzau
fortsæt med at læse




























