Så stod de der pludselig, midt på store bededag, og lignede en reklame for den danske model. Efter måneder med trusler om strejker og lockout – og lige før Danmark gik i stå – var der en aftale og smil på læben.
Faktisk grinede de sig nærmest gennem et improviseret pressemøde i Forligsinstitutionen, mens lærerformand Anders Bondo Christensen og kommunernes forhandler, Michael Ziegler, godmodigt drillede hinanden. De to er gamle fjender, og deres 5 år gamle opgør om lærernes arbejdstid har kastet lange skygger over overenskomstforhandlingerne 2018, men her stod de og kaldte – næsten kærligt – hinanden for »banditter«.


























