Flere uheld med fly, der har fået ødelagt motoren på grund af is, har de seneste år afsløret, at SAS i lange perioder ikke har fulgt en række af de sikkerhedsprocedurer, som blev indført, efter at luftkaptajn Stefan G. Rasmussen nødlandede et fly med 129 mennesker i 1991. Interne SAS-dokumenter viser, at flyselskabet har sjusket med procedurerne til skade for flysikkerheden. Det er blandt andet sket for at undgå forsinkelser i lufthavnene. Og hændelser med ødelagte flymotorer i både 1998 og 2002 har fået myndighederne til at kræve sikkerhedsmæssige forbedringer af SAS. »Vi har ønsket, at instrukserne til besætningen blev mere entydige og klare«, siger kontorchef Asbo Holse fra Statens Luftfartsvæsen. Overisning I december 1998 fik hele seks SAS-fly ødelagt deres motorer, da lufthavnen i Oslo blev ramt af overisning. I en fortrolig undersøgelsesrapport konkluderede SAS efterfølgende, at piloterne blandt andet havde undladt at foretage varmekøring af motorerne, de såkaldte run-ups, inden afgang. »Ingen af SAS' luftfartøjer med motorskader havde udført de obligatoriske run-ups«, hedder det i rapporten. De nye oplysninger får nu trafikminister Flemming Hansen (K) til at imødekomme et krav om en redegørelse til Folketingets Trafikudvalg. Kravet kommer fra forgængeren Jakob Buksti (S). Som trafikminister oplyste Jakob Buksti i et svar 17. april 2000 til Folketingets Trafikudvalg, at SAS' procedurer for sikring af isfrie motorer fungerede »yderst tilfredsstillende«. Han fik i den forbindelse ikke oplysninger om, at der lå en intern SAS-rapport, der havde den modsatte konklusion. »Det er stærkt uacceptabelt - både for mig som minister og for flysikkerheden generelt. Det er udtryk for, at systemet lukker sig om sig selv og forsøger at undgå en offentlig diskussion om noget, som er ganske alvorligt«, siger Jakob Buksti. Det var Statens Luftfartsvæsen, der forsynede Jakob Buksti med oplysninger til brug for folketingsbesvarelsen. »SAS havde taget hånd om problemerne efter hændelserne i 1998, så vi havde ikke grund til at tro andet, end at SAS' procedurer fungerede«, siger kontorchef Asbo Holse. I sit svar til Folketinget 17. april 2000 oplyste den daværende trafikminister, Jakob Buksti, også, at den norske havarikommission »vil udfærdige en rapport, som forventes at blive udgivet sent i dette forår«. Langstrakt sag Men først for en måned siden - mere end fem år efter motorhavarierne - afsluttede den norske havarikommission sagen med et brev til de involverede flyselskaber samt de skandinaviske luftfartsmyndigheder. »Det hører ingen steder hjemme, at man bare sidder i systemerne og bider blyanter og ser på, at der ingenting sker, når man har ladet ministeren lægge navn til, at nu sker der noget«, siger Jakob Buksti. Trafikminister Flemming Hansen kalder det »ikke tilfredsstillende«, at SAS har undladt at følge sikkerhedsprocedurer. »Jeg vil omgående bede Statens Luftfartsvæsen om en nærmere redegørelse for sagen, så alle aspekter er fuldt belyst. Når denne redegørelse er udarbejdet, vil jeg orientere Folketingets Trafikudvalg«, skriver trafikministeren i en skriftlig kommentar. SAS' flyvechef, Klas Johnsson, erkender, at selskabet i perioder ikke har haft tilstrækkeligt fokus på problemer med is i motorerne. Men han afviser, at det på noget tidspunkt har resulteret i alvorlige sikkerhedsmæssige problemer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























