Kommunen kautionerer for lån til mindrebemidlede, når de skal låne penge i banken til indskud i lejebolig. Men flere banker - blandt andet Danske Bank - kræver alligevel, at kunden betaler en høj rente for lånet. Det har fået Frederiksbergs konservative borgmester Mads Lebech til at vejlede borgerne om, hvad lånerenten er i de forskellige pengeinstitutter. Når kommunen stiller garanti, mener han, at borgeren skal slippe billigere i rente. Ågerrenter Mads Lebech har anklaget bankerne for ågerrenter i forbindelse med for eksempel indskudslån til økonomisk svage borgere, hvor kommunen stiller garanti. Det er Danske Bank til gengæld blevet utilfreds med, og banken har skrevet til borgmesteren for at forsvare renter på 10,5 procent. Ministre undrer sig over de »urimelige« rentesatser, og forstår godt borgmesterens rådgivning af borgerne. Forbrugerrådet kalder direkte Danske Banks opførsel for »ynkelig«. Danske Bank finder renten rimelig Niveauet er rimeligt, mener Danske Banks ordførende direktør Peter Straarup. Banken holder fast i, at bankkunder, som låner penge med en kommunal kaution i ryggen skal betale op til 10,5 procent i rente. »Vi har tænkt os at holde fast og behandle de her mennesker ligesom alle mulige andre danskere«, siger Peter Straarup til Ritzau. I kroner og øre bliver indtægterne fra lån med kommunal kaution ikke til meget, siger Danske Bank. »Derfor ved jeg heller ikke, hvorfor han (Mads Lebech, red.) snurrer rundt med det her. Det er jo fordi, der snart er kommunalvalg, men det skal jeg ikke blande mig i«, siger Peter Straarup. Ynkelig opførsel Forbrugerrådet opfordrer Finansrådet til at udarbejde et fælles moralkodeks for bankerne i rentesag. Rådet finder Danske Banks opførsel ynkelig. »Her har vi en kommune, som prøver at hjælpe dens svageste borgere mod at blive flået af meget høje renter. Det synes jeg simpelthen ikke, at Danske Bank kan være bekendt«, siger økonom i Forbrugerrådet Lotte Aakjær Jensen til Ritzau. Hun opfordrer branchen til at tage affære. »Med Finansrådet i spidsen bør bankerne sørge for nogle fælles retningslinjer, når den enkelte bank åbenbart ikke kan finde ud af den moralske standard«, siger Lotte Aakjær Jensen. Ikke nogen køn sag Ikke nogen køn sag, fastslår erhvervsministeren. Renterne bør ned, mener Bendt Bendtsen (K). »Det er simpelthen urimeligt, at mindrebemidlede afkræves rekordhøje renter selv med en kommune i ryggen«, siger Bendt Bendtsen. Bakker borgmester op Socialminister Eva Kjer Hansen (V) bakker Frederiksbergs konservative borgmester Mads Lebech op i, at kommunen vejleder borgerne om lånerenten. »Jeg synes, det er for dårligt af de banker. Der er tale om lån med sikkerhed og lav risiko, så det undrer mig, at de skal belastes med høje renter«, siger Eva Kjer Hansen.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Aftalen er en kæmpe sejr for det grønlandske og danske diplomati
-
Prinsesse Dianas bror forsvarer Charles-påstand: Jeg siger sandheden
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Mads Mikkelsen havde tilsyneladende anbefalet platformen. To måneder senere var hele hendes opsparing væk
Debatindlæg af Jesper Gronenberg
Klumme af Lars Dahlager