1. november tiltræder Departementschef i Statsministeriet, Nils Bernstein, jobbet som direktør for Nationalbanken. Han efterfølger Bodil Nyboe Andersen, der i december meddelte, at hun agtede at stoppe på posten efter sin 65-års fødselsdag 9. oktober. Bodil Nyboe Andersen blev nationalbankdirektør i 1995 og har siden haft til opgave at sikre den danske kronekurs, fordi Danmark står udenfor eurosamarbejdet. Bendt Bendtsen: Den rette til jobbet Hendes afløser er kun tre år yngre end Bodil Nyboe Andersen. Nils Bernstein har siden 1996 været departementschef i Statsministeriet - en post han kom til fra en lignende stilling i det daværende Landbrugsministerium. »Jeg er sikker på, at Nils Bernstein er den rette til jobbet med en god blanding af faglige og personlige kvalifikationer. Han vil bidrage til, at Nationalbanken fortsat nyder stor respekt og troværdighed både herhjemme og i udlandet«, siger Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) i en pressemeddelelse.
Nils Bernstein bliver næste direktør for Nationalbanken
Lyt til artiklen