Det lykkedes ikke luftfartsselskabet SAS at få overskud i årets første tre måneder, men det går den rigtige vej, vurderer selskabet og flere analytikere. Alt i alt blev resultatet forbedret med op mod en halv milliard kroner, selv om selskabet fortsat døjer med et driftunderskud på omkring en milliard kroner. Tidlig påske Ifølge SAS er regnskabet dog bedre, end tallene umiddelbart viser. Resultatet for første kvartal er nemlig negativt påvirket af, at påsken i år faldt tidligt. Det har kostet selskabet op mod 200 millioner kroner på grund af færre forårsrejsende. Koncernchef Jørgen Lindegaard peger på, at første kvartal fortsat har været krævende for flyindustrien som helhed samt at det sæsonmæssigt er det svageste kvartal i industrien, skriver Ritzau. Samtidig hæfter han sig ved, at den fortsatte overkapacitet på de skandinaviske markeder presser kabinefaktoren - den udnyttede sædekapacitet. »Den udfordring tager vi op med nye satsninger, og kabinefaktoren i svensk indenrigstrafik var i april 70 procent - det højeste i ti år«, fremhæver Lindegaard, der fortsat venter et positivt resultat for hele 2005. Regnskab som forventet Stort set var regnskabet fra SAS som ventet, vurderer Brian Børsting, analytiker i Jyske Bank. »Regnskabet var måske en kende under forventningen, men med den usikkerhed, der er i flybranchen, vurderer jeg, at det var på niveau«, siger han til RB-Børsen. I tørre tal steg SAS' omsætning med knap fire procent til 10,5 mia. kr. Antallet af passagerer steg svagt til 7,3 millioner. Driftresultatet før skat og ekstraordinære indtægter blev på minus 1.061 millioner kroner mod et underskud på 1.285 millioner kroner i den tilsvarende periode året før. Nettounderskuddet blev på 786 millioner kroner mod et underskud på 1.112 millioner kroner i de tre første måneder af 2004.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Aftalen er en kæmpe sejr for det grønlandske og danske diplomati
-
Prinsesse Dianas bror forsvarer Charles-påstand: Jeg siger sandheden
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Mads Mikkelsen havde tilsyneladende anbefalet platformen. To måneder senere var hele hendes opsparing væk
Debatindlæg af Jesper Gronenberg
Klumme af Lars Dahlager