Det var en kold sommer sidste år. Men endnu koldere var den spand vand, som den danske turistbranche fik i hovedet, da Danmarks Statistik i går offentliggjorde, hvor mange turister der besøgte Danmark i 2004. 'Meget dårligt tegn' Antallet af besøgende på landets campingpladser, vandrerhjem og i sommerhuse er efter flere år med fremgang faldet, og det er især de udenlandske turister, der svigter. »Det er et dårligt tegn. Selv om tallene ikke siger noget om, hvor meget den enkelte turist bruger, går det helt sikkert ud over indtjeningen for den danske turisme«, siger Lise Lyck leder ved Center for Tourism and Cultural Management, Copenhagen Business School. Sidste år var der 42,2 millioner overnattende gæster på de danske hoteller, campingpladser, vandrerhjem, sommerhuse og feriecentre - tre procent færre end i 2003, hvor tallet var 43,5 millioner. Tysk krise Sommerhusudlejerne var nogle af dem, der mærkede nedgangen hårdest, og i alt i forsvandt seks procent af sommerhusgæsterne. »Det er de kolde tal, der afspejler den kolde og regnvåde sommer. En af årsagerne er, at Tyskland er præget af krise, og det har fået tyskerne til at blive hjemme«, siger Ulrik Bülow, direktør i Visit Denmark, tidligere Danmarks Turistråd. Danmarks største udlejer af sommerhuse, Novasol-Dansommer, har ikke mærket nedgangen. Faktisk sluttede udlejningsselskabet året med 0,3 procent flere udlejede sommerhuse. »På baggrund af en nedgang i hele branchen er det et tilfredsstillende resultat, men vi er selvfølgelig ikke glade for, at det går tilbage for branchen som helhed«, siger Erling Holmbjerg, direktør i Novasol-Dansommer. Massiv markedsføring Han vurderer, at Novasol-Dansommer har klaret sig igennem nedgangsåret, fordi udlejningsfirmaet har markedsført sig massivt over for de mange tyske sommerhusturister. Og han opfordrer Visit Denmark til at gøre den indsats efter. »Danmark bliver ikke markedsført tilstrækkeligt på det tyske marked. Gennem de senere år har der været skåret i bevillinger til Visit Denmark, og det gør det selvfølgelig vanskeligt at slå de store lande«. Hvert år lægger danske og udenlandske turister 50 milliarder i den danske turistbranche, og samtidig står erhvervet for 75.000 arbejdspladser. »Turisme er et vigtigt erhverv, og udgangspunktet for Visit Denmark og alle os, der arbejder med turisme, er, at vi gerne skulle øge antallet af turister de næste ti år«, siger Lise Lyck.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Hun investerede gennem en platform, Mads Mikkelsen tilsyneladende havde anbefalet. To måneder senere var hele hendes opsparing væk
-
Disse 5 fødevarer skal du spise for at holde tarmen sund
-
Trump: USA får »permanent kontrol over sikkerheden« i Grønland med ny aftale
-
Prinsesse Dianas bror forsvarer Charles-påstand: Jeg siger sandheden
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Ida Strand
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce