Danske A.P. Møller - Mærsk er tæt forbundet med den nepalesiske kong Gyanendra, der i sidste uge afsatte regeringen, erklærede landet i undtagelsestilstand og nu holder Nepal i et jerngreb via sin kontrol over hæren. Politiken kan i dag dokumentere, at den danske shipping-gigant driver selskabet Maersk Nepal Private Ltd. i et joint venture med den nepalesiske konge, der er blevet skarpt kritiseret af statsledere og menneskerettighedsorganisationer verden over for at have sat demokratiet ud af kraft. Bekræfter samarbejde Danmark har netop besluttet at stoppe alle fremtidige bevillinger til Nepal og regeringen vil også forsøge at stoppe de igangværende bevillinger, som går gennem den nepalesiske regering. Ifølge flere uafhængige kilder ejer kong Gyanendra aktiemajoriteten i selskabet Soaltee Group, der er den tredjestørste virksomhedsgruppe i Nepal. Via Soaltee Group har kongen betydelige økonomiske interesser i turistindustrien, kraftværker og transportsektoren, herunder også et samarbejde med A.P. Møller - Mærsk. A.P. Møller - Mærsk bekræfter, at selskabet er økonomisk forbundet med kongen, men afviser at droppe samarbejdet. »A.P. Møller - Mærsk ejer via Maersk India et agentur i Nepal. Vi ejer 95 procent af aktierne, mens de resterende aktier ejes af Soaltee Group. Aktiviteten i Nepal er ganske beskeden og omfatter transport af nogle få hundrede containere om året«, siger direktør Knud Pontoppidan fra A.P. Møller - Mærsk og tilføjer: »Vi er et selskab, som operer globalt. Vi følger til enhver tid de danske og internationale regler og anbefalinger omkring engagementer i lande. Os bekendt er der ingen sanktioner mod Nepal«. Ifølge Morten Kjærum, direktør for Institut for Menneskerettigheder, bør alle virksomheder, der opererer i Nepal, være bevidste om, hvordan de agerer. Håber på bevidsthed »Virksomhederne bør tænke over, hvordan de kan undgå at spille med på en undertrykkende politik og måske i stedet støtte op og trække i retning af en demokratisk proces. Jeg vil ikke sige, at danske virksomheder ikke skal operere i Nepal. Men jeg håber, at de er bevidste om, hvad de kan gøre for at styrke en demokratisk proces«, siger Morten Kjærum. »Det, vi ser og hører fra Nepal, er, at myndighederne slår hårdt ned på organisationer og oppositionspolitikere - presset er hårdt og mange er på vej i eksil. Det er et egentligt kup, som har fundet sted i Nepal, et kup, som har efterfulgt en periode, hvor de demokratiske institutioner i forvejen var under pres«, siger Morten Kjærum. Det er en udbredt opfattelse, at den nepalesiske konge tog magten i egne hænder, fordi han ville dæmme op for de maoistiske oprørere i landet. Men flere udenlandske medier, herunder den australske avis The Age, peger på, at kongen tog det drastiske skridt for at beskytte sine egne økonomiske interesser. Ifølge The Age har kong Gynendra tætte økonomiske forbindelser til vestlige giganter som Coca-Cola, og han har desuden investeret massivt i turistindustrien.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
INTERNATIONAL KOMMENTAR
80 år
Klumme af Anders Jerichow
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Klumme af Timme Bisgaard Munk
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
tema




























