Michael Pascuma startede som stikirenddreng på American Stock Exchange (Amex) i New York i 1927. Han arbejder der endnu og fyldte 95 år lige efter nytår. Det giver ham den uformelle titel som verdens ældste børsmægler. »Jeg er ikke verdens ældste mægler. Jeg er verdens ældste aktive børsmægler«, præciserer den lille mand, der iført en lidt for stor børsmæglerkappe, men tydeligvis stadig i god fysisk form tager imod os på Amex. »Børsen er mit liv« Michael Pascuma arbejder fortsat på fuld tid, står op klokken 5 om morgenen, og i vinterhalvåret rydder han sne for sin nabo, der med sine 70 år selv er blevet for gammel til den slags. Inden klokken er blevet 7 har den 95-årige indtaget sin plads på børsen og går i gang med at læse dagens erhvervsnyheder. »Børsen er mit liv«, siger han. Men i hans alder er det ikke længere det at spare op til alderdommen, der motiverer ham til at arbejde. »Nu er det kun for morskabens skyld. Det er spændingen«, siger han. Pascuma har levet længe og oplevet meget. Men det, der har præget ham mest, er, at han har overlevet sin eneste søn, som omkom under terrorangrebene på USA 11. september 2001. Michael Pascuma har knap hilst på os, førend han er i gang med at fortælle om sit næsten 100 år lange livs største tragedie. »Den 11. september 2001 spiste min søn frokost i World Trade Centers sydlige tårn. Der spiste han altid frokost. Men han nåede ikke at komme ud af bygningen, inden det andet fly ramte den«, siger han og bliver stille. Humør under krisen Efter et lille minut er han kommet til sig selv igen, og vi forsøger at få et overblik over hans lange liv, fyldt med flere kapitlers verdenshistorie. Pascumas liv og Amex' historie er to alen af samme sag. »Jeg vil ikke sige hvilken, men den bedste aktie, jeg nogensinde har satset på, kostede mig tre dollar, og jeg solgte den senere for 45 dollar. Jeg opkøbte samme aktie både for min søn, mit barnebarn og mine gode venner, og jeg var sikker på, at netop den aktie ville udvikle sig godt. Det har sikret mange af mine nærmeste økonomisk i al fremtid«, smiler han med et glimt i øjet. Et godt humør er nødvendigt i denne branche. Ellers bryder man sammen. Det skete for mange i den unge Pascumas omgangskreds ved børskrakket i 1929. Dengang havde han allerede arbejdet i to år på børsen og led ikke særligt under nedgangstiderne. Men særlig rart var det ikke for nogen de følgende 10 år. »Det vigtigste var ikke at sidde tilbage med nogen aktier sidst på dagen. Så længe køb og salg gik lige op, eller man havde overskud, kunne man sagtens gå hjem og sove trygt. De, der derimod sad tilbage med usolgte aktier, måtte selv hoste op med pengene to dage senere. Og mange af dem, der ikke selv kunne betale, valgte af hoppe ud fra bygninger. Det var sørgelige tider«, siger verdens ældste børsmægler og mindes. Børsmæglerens blå og halvåbne arbejdsjakke er pyntet med forskellige brocher: Et hjerte af guld og en med indskriften 'Western Silver Corporation'. Et stribet brunt slips stikker frem under en gammel strikket vest. Pascuma hænger godt med på vognen og en rundtur mellem monitorerne på børsen afslører, at de fleste andre på børsen er en menneskealder yngre end ham. Unge og bogstaveligt talt fremadstormende kvinder og mænd farer rundt, mens de hilser smilende på vores karismatiske guide. »Hej bedstefar!«. »Goddag onkel!«. »Går det godt, du gamle?«, lyder det spøgefuldt, men hele tiden med respekt i stemmen. Amerikansk drøm Måske er det i virkeligheden selve personificeringen af den amerikanske drøm, vi taler med. Michael Pascuma ankom til havneterminalen i New York i 1902 under en immigrantbølge fra Italien. Han slog sig ned som skomager og havde ejendomsmæglervirksomhed som nebengeschäft. »Min far var en klog mand«, siger Pascuma stolt. Det var nok det italienske netværk, som banede vejen for jobbet som stikirenddreng på børsen. Pascuma arbejdede sig op fra bunden. I 1936 blev han optaget som medlem af børsen. Men det var fortsat hårde tider, og med en løn på 25 dollar om ugen rakte arbejdet kun lige til at få mad på bordet. »På børsen er det knald eller fald. Sådan har det altid været«, fortæller Michael. Han roder i sine lommer, og tager et hæftet bundt papirer op. Gennem sine store briller gransker han tallene på papirerne og bladrer frem og tilbage i bundet. »Her er det. 19. juli 2002 var den travleste dag i mit liv. Vi havde en rekordstor omsætning. Den dag var der ikke stille i ét eneste sekund«, siger Pascuma. Vi sidder og følger spændt med. Hans lille ustrukturerede bundt papirer er intet mindre end et lille finansielt opslagsværk over op- og nedture på Wall Street i løbet af de sidste 70 år. Alt det findes i den gamle mands lommer. Krigen og opsvinget I 1943 blev den 34 år gamle Pascuma sendt til South Carolina på træningslejr. Året efter blev han sendt til Europa for at kæmpe for fædrelandet og friheden. Den 6. juni 1944 blev Pascuma fløjet ind over Frankrig. Pascuma sænker fortælletempoet. Minderne er stærke. Han læner sig frem og indvier os i den grundlæggende militærtaktik. »Luftartilleriet skal normalt bombe fjenden så meget, at infanteristerne kan sætte ind med overraskelsesangreb på landjorden«, siger han. Imidlertid var sigtbarheden den dag ikke særlig god, og Pascuma befandt sig pludselig midt i en bomberegn, som gjorde, at han de næste seks døgn lå bevidstløs på et felthospital. »Takket være Gud er jeg i live i dag«, siger han. Vel tilbage i USA kom han tilbage på børsen, hvor det gik fremad i efterkrigsårene. Navnlig i 1960'erne gik det særlig godt. Michael mæglede dengang for firmaet Heller & Levinson.Men efter enhver fest kommer fiaskoen, lyder den gamle mands vise ord. Sådan var det også dengang. For da Heller døde i 1973, efterlod han to utilfredse partnere, som blot så til, mens deres forretning gik afgrunden i møde. For 100.000 dollar købte Pascuma derfor partnerne ud, men var nu selv gået bankerot. Firmaet var på konkursens rand, og som 65-årig - i en alder, hvor andre trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet og går på pension, begyndte Pascuma forfra. Takket være et godt kundekartotek og hårdt arbejde, lykkedes det ham at komme ind i yuppie-tiden med penge på lommen. For Pascuma er yuppie-tiden blot en parentes i historien. Dagen ingen glemmer »Disse unge troede, at det varede for evigt«, siger han. Selv kostede krakket i 1987 og dotcom-firmaernes død ham kun lidt eller intet. Pascuma tog sin søn Michael junior med på arbejde allerede i 1975, hvor han for 30.000 dollar købte ham en mæglerplads på børsen. »Min søn hjalp mig med alt. Han var en velsignelse for mig«, sukker Pascuma og mindes atter tabet af sønnen. »Men det hele sluttede altså 11. september 2001, datoen, New York aldrig vil glemme, end ikke om 100 år«. Rundturen på børsen med vores maskot og bedstefar Pascuma slutter ved en mindeplade over sønnen og de andre børsmæglerne fra Amex, der døde under terrorangrebene. Det var nu blevet tid til at tage afsked. »I må endelig komme tilbage i 2009. Da vil jeg være 100 år gammel«, når han lige at råbe til os, inden han atter styrter af sted op ad trapperne og tilbage til børsens hektiske liv. Oversættelse: Frederikke Ingemann Hansen