Bill Gates: Åbn grænsen for arbejdskraft

»Let på immigrationsreglerne«, lød rådet fra verdens rigeste mand, Bill Gates. - Foto: Finn Frandsen
»Let på immigrationsreglerne«, lød rådet fra verdens rigeste mand, Bill Gates. - Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Det mørkegrå jakkesæt krøllede om den lille mand med det lettere pjuskede hår. Kun det mørke bordeaux slips hang snorlige lige ned ad den hvide skjorte. Skønt William H. Gates III ikke ser ud af meget, hverken i sin habit, der synes alt for stor, eller på den hærdebrede scene i Imperialbiografen, var der hele fem danske ministre fra regeringen bænket på forreste række. Og selv om mandens personlige formue er overvældende, så er det måske mere Bill Gates' status som medstifter af verdens største producent af software, Microsoft, der fik den danske politiske elite til at troppe op ved en konference afholdt af regeringens tænketank for fremtidens vækst. Let på immigrationsreglerne Temaet var, hvordan Danmark skal klare sig i konkurrencen med lavtlønslande som Kina og Indien. Både Bill Gates og den anden hovedtaler, økonomiprofessor Kenneth Rogoff fra Harvard, var enige i, at forskning, uddannelse og det at kunne tiltrække udenlandske kloge hoveder er altafgørende for at skabe vækst. Også for Danmark. »Man skal lette på immigrationsreglerne. En af de vigtigste ting er at gøre det nemt for de kloge hoveder fra udlandet at komme ind i landet«, sagde Bill Gates, der også lovede at bringe synspunktet videre til et senere møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen. Forsamlingen af erhvervsfolk, forskere og embedsmænd på tilhørerrækkerne brød spontant ud i klapsalver, mens Bill Gates syntes en anelse mystificeret af den pludselige morskab over den danske udlændingepolitik. Om de fem ministre også klappede med, var uvist. Stressfaktoren Kenneth Rogoff leverede et indlæg, der var en hyldest til globaliseringens goder - de økonomiske teorier om, at alle lande på langt sigt har fordele af fri udveksling af varer, arbejdskraft og kapital. Og pointen er netop ifølge Rogoff, at gevinster ved at få lagt produktion og serviceopgaver ud til for eksempel Kina og Indien kun viser sig langsomt. Der er ingen dramatik i udviklingen. »Globaliseringen løber ikke så fantastisk hurtigt. Forestillingen om, at vi i Vesten løber ind i udviklingsmareridt som følge af Kinas og Indiens indtog i verdensøkonomien, holder ikke«, siger Kenneth Rogoff og bladrer frem til næste slide i powerpointpræsentationen. Den viser, at selv i år 2050, vil de vestlige lande sidde på over halvdelen af verdens produktion mod 70 procent i dag. »Men det er nok også rigtigt, at vi økonomer undervurderer den stressfaktor, der er forbundet med omstillingen til nye erhvervsgrene og jobmuligheder i Vesten«, sagde Rogoff. Også højtuddannede udflages Selv forklarede han den store opmærksomhed, protest og bekymring over globaliseringen med, at det ikke bare er lavtlønnede og lavtkvalificeret arbejdskraft, der udflages. Det sker også for ingeniører, arkitekter og andre med gode uddannelser og en stor løncheck. Men tiden arbejder uvægerlig for større udflytning, og Rogoffs største bekymring er i virkeligheden, at globaliseringen kommer til at gå for langsomt. »Den største fare er, at der opstår protektionisme. Antiterrorforanstaltningerne efter 11. september risikerer at bremse handel og investeringer. Og det er også blevet meget sværere at hente forskere og studerende til USA«, sagde Rogoff. Nedslående svar Branchedirektøren for ITEK - en sammenslutning af it- og televirksomheder i Danmark - ville fra salen have Bill Gates' bud på, hvordan København sammen med Sydsverige får etableret et slagkraftigt it-vækstområde. Svaret var nedslående. »Hvis ikke I har et universitet på linje med Stanford University, så er det meget usandsynligt«, sagde Bill Gates. Han peger på, at de fleste områder i verden, hvor højteknologivirksomheder klumper sig sammen, ligger ret op og ned ad et eliteuniversitet som for eksempel amerikanske Harvard eller M.I.T. En af årsagerne til, at indiske ingeniører er blevet så attraktive for alverdens it-virksomheder, er landets prestigiøse ingeniørskole. »Man skal tiltrække verdens bedste professorer for at kunne skabe den slags skoler«, siger Bill Gates. Regeringens egen tænketank med forhenværende B&O-direktør Anders Knutsen i spidsen har præsenteret ti principper for omstillingen til det såkaldte fleksible og nytænkende samfund. De konkrete forslag barsler tænketanken med til foråret, og økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) lovede i sit indlæg, at tænketankens forslag vil indgå i en bebudet flerårsplan for Danmark som førende videns- og vækstsamfund. »Hvis vi ikke tager ufordringen alvorligt, kan vi ende med at blive ofre for vores egen succes«, sagde Bendt Bendtsen. Tænketankens formand havde en mere konkret udlægning af, hvad der kan ske, hvis samfundet ikke geares til fremtidens vækst. »Forskellen mellem en laden stå til og en bevidst satsning på et højvækstscenario kan gøres op til 110.000 job«, sagde Anders Knutsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her