Myndighederne strammer kontrol med SAS

Lyt til artiklen

Det daglige sikkerhedstjek af SAS' fly skal strammes op. Det sker efter afsløringerne af, at der blev fiflet med registreringerne af de såkaldte 'daily checks', som SAS er forpligtet til at lave. I en række tilfælde er tjekkene simpelthen blevet registreret i logbogen dagen efter, at de er foretaget. SAS skal ifølge reglerne tjekke f.eks. olietryk, hydraulik, dæk og bremser, når dagens flyvninger er overstået. Bedt om at stramme op Det er de bevægelige dele, som er mest udsat for slitage, der skal tjekkes dagligt. »Det skal fremgå, præcis hvornår flyet er blevet tjekket. SAS er blevet bedt om at stramme op, så der ikke er tvivl om, hvilken dato de enkelte fly er blevet tjekket«, siger informationschef Thorbjørn Anker, Statens Luftfartsvæsen. Norske afsløringer Den norske avis VG afslørede forleden sjusk med de daglige inspektioner på 116 maskiner, der flyver på europæiske ruter. Når inspektionen er afsluttet, skal det ifølge reglerne noteres i en logbog umiddelbart efter tjekket, men SAS har omgået reglerne. Det er eksempelvis sket ved, at fly er landet klokken 20, blevet tjekket klokken 22, men teknikerne har først skrevet i logbogen efter midnat - altså på en ny dato. SAS er kommet under mistanke for at ville spare nogle daglige tjek ved at bogføre dem dagen efter, at de reelt er blevet gennemført. Den officielle forklaring fra luftfartsselskabet er, at det daglige sikkerhedstjek bliver bogført, når et større antal fly er blevet tjekket. Kritik af fremgangsmåde Den fremgangsmåde vil Skandinavisk Tilsynskontor (STK) i Stockholm ikke acceptere. »Sammen med myndighederne har vi konkluderet, at det ikke er en optimal løsning. Derfor vil vi nu ændre praksis, så den lever op til vores interne regler. Men selv om vi har ført logbog, så det ikke altid levede op til de interne retningslinjer, har det ingen konsekvenser for flysikkerheden«, siger ansvarlig for sikkerhed i SAS, Lars Mydland. Han understreger, at flysikkerheden ikke har været i fare. »Vi har en arbejdsproces, hvor teknikerne gør jobbet først, og så fører logbog. Det skaber fleksibilitet og større effektivitet. Vi har gjort det for at sikre, at ressourcerne blev brugt optimalt. Men nu oplever vi, at det kan sende forkerte signaler, så vi ønsker at forandre procedurerne«, siger Lars Mydland. Vil det kræve mere arbejdskraft, hvis I skal leve fuldt op til jeres egne regler?

»Det er svært at sige nu. Det må vi se på«. Rystede piloter De danske piloter er rystet over den store opstandelse. »Jeg ser det som en storm i et glas vand. Vi har brugt en uheldig måde at skrive det på, men det har ikke haft nogen praktiske konsekvenser for flysikkerheden. Man kan sige, at det er papirsjusk, fordi vores interne regler har en ordlyd, der strider lidt imod praksis. Men jeg kender ingen piloter, der er utrygge ved at flyve i fly, blot fordi de ikke helt præcist er blevet tjekket inden for et døgn«, siger formand for Pilotforeningen, Mogens Holgaard. Statens Luftfartsvæsen har heller ikke været bekymret. »Der har ikke været noget sikkerhedsmæssigt farligt. Alle fly har været gennem sikkerhedstjek«, siger Thorbjørn Anker.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her