Uenighed om rentetilpasningslån

Lyt til artiklen

Stiger renten, eller stiger den ikke? Økonomerne kan ikke give et klart svar, så det er en trossag, som boligejere med etårige rentetilpasningslån skal have gjort op med sig selv inden udgangen af november. Det er nemlig sidste chance, hvis man vil have en anden type lån. Renten på det kommende års rentetilpasningslån, også kaldet flexlån, fastlægges hvert år i december. Ingen fraråder Trods mange måneders forudsigelser om forhøjelser er renten rekordlav i øjeblikket. Derfor er der heller ingen realkreditinstitutter, der fraråder kunderne at fortsætte med den såkaldte F1'er - altså det etårige lån. Men til gengæld er der stor forskel på de anbefalinger, kunderne får med på vejen. »Vi hælder mere til F3'eren«, siger seniorøkonom Jacob R. Nielsen fra Realkredit Danmark, med henvisning til den lånetype, hvor renten i december låses fast i tre år. »Holder det nuværende renteniveau, bliver der tale om en meget lav rente efter skat. Det er selvfølgelig lidt dyrere end F1, men man skal veje det op mod den sikkerhed, der ligger i periodens længde«, siger han. Snarere stigning end fald Cheføkonom Jens Christian Nielsen fra BRF Kredit går skridtet videre og anbefaler F5 - en femårig fastfrysning af den korte rente i december. Eller det helt store spring over i et fastforrentet lån. Det etårige lån skal man efter hans mening kun holde fast i, hvis man tror på uændret eller faldende rente. Og det kan faktisk vise sig at blive tilfældet. »Men vi tror snarere på en stigning end et fald. F5'eren giver kunden sikkerhed for renten i fem år, og merprisen i forhold til F3'eren er kun 130 kroner om måneden for et lån på en million kroner«, påpeger Jens Christian Nielsen. »Faktisk er der udsigt til - hvis niveauet holder året ud - at renten på en F5'er bliver lidt lavere, end renten på F1 var for bare fire år siden«, siger han. Cheføkonomen understreger dog, at man kun skal låse sin rente i fem år, hvis man forventer at blive i sin bolig mere end fem år frem i tiden. Mellem to stole Spørger man en uafhængig rådgiver som økonom Claus Israel, der er partner i Finanshuset i Fredensborg, skal man holde sig fra F3 og F5-lånene. »Det er at sætte sig mellem to stole, for man kan ikke både få den laveste rente og sikkerheden. Faren ved dem er, at man låser sig fast og ikke kan agere, hvis renten ændrer sig. Der er boligejere, der i øjeblikket betaler så meget for et F3-lån, at de næsten kunne få et fastforrentet 20-årigt lån til samme pris«, siger Claus Israel. »Folk opfatter F3 og F5 som en mulighed for at komme i sikkerhed. Men kan ens økonomi ikke tåle rentestigninger, har man valgt den forkerte type lån«, mener rådgiveren. Nykredit anbefaler etårigt Kun Nykredit har det udgangspunkt, at flexlånskunderne skal blive i deres etårige lån. Og hvis de vil være helt sikre på ikke at få problemer med en stigende rente, så bør løsningen være et fastforrentet, 5 procents 30-årigt lån. Det er ganske vist næsten dobbelt så dyrt i rente, men kursen er i øjeblikket god og det fastforrentede lån giver - i modsætning til flexlånet - muligheden for at konvertere, hvis renten stiger. »Når man har valgt et rentetilpasningslån, er det, fordi man gerne vil have den lavest mulig rente. Det vil man stadig få, mener vi, selv om lånet godt kan blive dyrere end sidste år«, siger kommunikationskonsulent Kasper Skaaning, Nykredit.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her