Fisk er sundt, men fiskeriet har det skidt. Konsumfiskeriet er på niveau med det i 1955, så krisen kradser i alle havne - herunder Esbjerg, hvor fiskerihavnen en smuk, småblæsende solskinsdag har besøg af en lille flok kuttere fra Bornholm. Gæsterne fra Østersøen har ikke svært ved at finde plads ved kajen. For 35 år siden skulle de sidst ankomne fiskere kringle sig over seks andre båddæk for at komme i land. »Nu er der sjældent mere end to lag. Fiskeriet er blevet en skygge af sig selv«, siger formanden for Esbjerg Fiskeriforening, Hans Aa. Han skønner, at fiskeflåden i den vestjyske storby nu tæller blot 70 fartøjer. Antallet af fiskere er faldet fra 2.500 til 250. Mange fiskere skyr pressen, og på havnen er det svært at finde andre end Hans Aa til at kommentere situationen; måske fordi de seneste årtiers dialog med samfundet har ført til stadig strammere kvoter, kontrol og en knobskydning af øvrig regulering. Fiskeriet er sat på slankekur uden klare signaler fra samfundet om, hvor langt vægten skal ned, og bliver reguleret af komplicerede EU-regler. Torsken er væk For at gøre ondt værre så advarer havbiologer stadig om overfiskeri især af torsk og rødspætter. Torsken er helt væk fra den sydlige del af Nordsøen - måske også på grund af varmere vand i havet. Miljøorganisationer pukker på trawlfiskerne for at ødelægge havbunden og smide alt for mange fladmaste fisk tilbage i havet. Hvis kvoten for en art er brugt, så ryger disse fisk ud til Nordsøens fuldfede måger. Og for at gøre ondt endnu værre så har det økonomisk vigtige danske industrifiskeri efter tobis - en lille fisk, der bruges til fiskemel og fiskeolie - pludselig svigtet to år i træk. Det økologiske kollaps i tobisbestanden har kostet mangen fisker dyrt og ført til en større sultkatastrofe for lomvier, lunder, rider og andre havfugle fra England og op til Shetlands- og Orkneyøerne. Hans Aa fremhæver sild som det gode eksempel på, at der fortsat er fisk i havet. Sildefangsterne er på højde med dem i 1950, og priserne har længe været lave. »Sildepriserne har rettet sig lidt op nu, men brændstofpriserne bliver ved med at stige«, siger Hans Aa. Ned i fødekæden Spinkle håb om fremgang er der knyttet til sej og kuller, men udgangspunkterne er ikke imponerende. I 1920 blev der fanget lige så mange kuller som i dag. Majoriteten af de større og ældre fisk er fanget, så fiskerne bevæger sig stadig længere ned i fødekæderne til de små arter. I et skur på havnen lykkes det at finde en lille gruppe fiskere, der gerne vil fortælle om deres niche: hesterejer. De små krebsdyr trives og befinder sig i bekvem afstand blot en times sejlads op langs vestkysten. Eneste problem: Prisen er faldet fra 30-40 kroner kiloet til under 13. Fiskere fra kvotebelagt fiskeri flokkes om hesterejerne, når kvoterne er brugt op. For at forhindre yderligere prisfald er det aftalt, at hver kutter kun må bringe tre ton i land om ugen. Efter tre dages fangst sejler bådene halvtomme hjem. »Der er for mange rejefiskere i Tyskland og Holland«, siger skipper Flemming Krarup, der har over 1.000 kolleger syd for grænsen at konkurrere med. Hesterejerne bliver kogt om bord, sejlet i land og opkøbt af et nederlandsk firma, der kører krebsdyrene til Marokko, hvor de bliver håndpillet af kvinder og børn - før de bliver kørt tilbage til Mellemeuropa. De færreste danskere har nydt den lille grå, smagfulde reje, der bliver betragtet som en delikatesse længere mod syd. Som ofte, når det handler om den gode smagsoplevelse, så lader danskerne sig nøje med de billigste af havets frugter. 62-årige Flemming Krarup har fisket i 48 år, og siden 1991 har det altså drejet sig om hesterejer. Til nytår kalder pensionen. »Om det har været en god forretning? Jeg vil ikke klage«, siger Flemming Krarup. I Vestjylland svarer det nogenlunde til »ikke så ringe endda«. Altså et lukrativt fiskeri - indtil for nylig. Færre kuttere Formanden for Esbjerg-fiskerne fastholder med den stædighed, kun en fisker kan mønstre, at der fortsat er mange fisk i havet. Samtidig erkender Hans Aas, at fiskerne næppe får lov til at høste flere af havets frugter i de kommende år. Dertil ringer biologernes alarmklokker for højt. Det Internationale Havforskningsråd (ICES) konkluderer år for år, at det samlede fiskeritryk er for højt. Antallet af kuttere i de danske havne vil altså fortsat falde, erkender Hans Aa. Opgaven er at gøre resterne af erhvervet rentabelt: »Vi ser hellere 10 fiskere, der tjener godt end 100, der ikke gør. Vi vil gerne fusionere fartøjer til nye og moderne, men ikke nødvendigvis større både«, siger Hans Aa, der efterlyser en EU-regulering med længere horisonter end et år ad gangen. Uddeling af rettigheder i form af omsættelige kvoter til fiskerne kan også give en større tro på fremtiden for dem, der fortsat tiltrækkes af havet. Esbjerg skal nok klare sig. Havnen huser en stor del af den danske olie- og gasindustri, og senest er også vindmølleindustrien rykket ind med lagre af tårne og vinger. Værre ser det ud længere oppe langs kysten i Hvide Sande, Torsminde og andre havne, hvor en stor del af livet fortsat afhænger af fisk.