Østre Landsrets frifindelse af Socialministeriet og Skatteministeriet fredag 4. juni i den såkaldte Scharla-sag bygger på forkerte præmisser. Det mener en række førende jurister ved landets universiteter. »Jeg kan kun sige, at jeg er helt uenig med landsretten. Jeg mener klart, at dommen skal prøves ved Højesteret«, siger professor i skatteret og tidligere formand for Ligningsrådet Ole Bjørn. Den afgørende uenighed handler om, hvorvidt den såkaldte satsreguleringslov er en skattelov eller ej. Hvis satsreguleringsloven er en skattelov, sætter grundlovens paragraf 43 meget snævre grænser for, hvor langt Finansministeriet kan gå i sin egen fortolkning af loven. Ifølge grundloven er det nemlig kun Folketinget, der kan pålægge, forandre eller ophæve skatter. Dette synspunkt har været hævdet gennem hele sagen af Scharla Nielsen og hans advokat Erik Øvlisen, som mener, at Finansministeriet er gået langt ud over lovens rammer. Dom: Regulering er ikke lov Men i dommen slog Østre Landsret imidlertid fast, at satsreguleringsloven ikke er en skattelov, og at Finansministeriet derfor havde vide rammer til at bestemme, hvordan den årlige satsreguleringsprocent skal beregnes. Den vurdering er bl.a. Ole Bjørn lodret uenig i. »Det er jo helt åbenbart, at satsreguleringsloven regulerer skatteudskrivningens størrelse. Så må den også være en del af skatteudskrivningen i grundlovens forstand. Når Folketinget overhovedet griber ind og regulerer en række skattegrænser ved hjælp af satsreguleringsloven, så er det da en del af skattelovgivningen«, siger han. Hans synspunkt får støtte af professor ved Syddansk Universitet Søren Friis Hansen. »Alene det forhold, at personskatteloven direkte henviser til satsreguleringsloven, efterlader ingen tvivl om, at satsreguleringsloven bliver til en skattelov, og at beregningen af den årlige satsreguleringsprocent derfor skal have klar hjemmel i satsreguleringsloven. Hvis Finansministeriet frit kan fastsætte reguleringen, vil det jo have betydning for, hvor meget borgerne skal betale i personskat«, siger Søren Friis Hansen. Specialist uenig Specialist på området er også adjunkt, ph.d., cand.jur. Jacob Graff Nielsen, Københavns Universitet, som sidste år forsvarede en ph.d.-afhandling om netop fortolkningen af grundlovens paragraf 43. Han er heller ikke i tvivl om, at satsreguleringsloven er en skattelov i grundlovens betydning. Det betyder bl.a., at Folketinget ikke kan overlade det til f.eks. Finansministeriet eller Skatteministeriet at pålægge, forandre eller ophæve skatter. Ifølge Jacob Graff Nielsen betyder forbuddet dog ikke, at selv de mindste reguleringer skal stå direkte i lovteksten. »Men det betyder, at man skal holde sig indenfor, hvad man har dækning for ved en tolkning af loven - i dette tilfælde satsreguleringsloven. I Scharla Nielsen-sagen er kernen netop, om Finansministeriet fjernede sig for meget fra lovtekstens ordlyd, da man fastsatte, hvordan satsreguleringsprocenten skal beregnes«, siger Jacob Graff Nielsen. Han hæfter sig ved, at Højesteret i en række skattesager har opstillet et rimeligt klart hjemmelskrav, hvor lovens ordlyd står helt centralt. Derfor kunne det også være interessant at få afklaret, om Højesteret når frem til et andet resultat end Østre Landsret, mener han. »Landsretten har tilsyneladende ment, at alt det beregningstekniske omkring satsreguleringsprocenten ligger inden for Finansministeriets spillerum. Men da det netop er det beregningstekniske, som angiveligt munder ud i et krav på op mod 50 milliarder kroner - heraf hovedparten i for meget betalt skat - kan der godt argumenteres for, at disse tekniske beregninger kræver klar hjemmel i loven«, siger Jacob Graff Nielsen.