Valget falder på en trepersoners sofa med 'ruskindslook' til 3.199 kroner. Stilen er blød og afslappet med løse puder i ryggen og to store sæder med aftageligt betræk. Sofaens navn er Model Hamburg og fremstilles på en polsk fabrik, som udelukkende producerer for Biva. Hver uge sender fabrikken seks læs sofaer og sovesofaer med lastbil til hovedkvarteret i Odense. Herefter fordeles varerne mellem forretningerne rundt om i landet. Forinden har Millie Johansen sammen med sin far, Henry Johansen, været på messer i Köln og Fjernøsten for at holde sig ajour med udviklingen på møbelfronten. På messerne finder de det, som formodes at interessere danskerne, og så går inspirationen videre til fabrikken i Polen. Den ligger også inde med kilometervis af det ruskindslignende stof, som Biva køber i store containere gennem en dansk importør. »Vi samarbejder ikke med designere, for det fordyrer varerne«, siger Millie Johansen. Fabrikken i Polen ledes af en gammel møbelpolstrer fra kommunisttiden, og han er ifølge Millie Johansen glad for aftalen med den danske møbelkæde. Biva sikrer fabrikken arbejde året rundt - og lønninger og andre omkostninger er så lave, at prisen holdes så meget nede, at der i sidste ende alligevel er fortjeneste til Biva på omkring 40 procent - »hvilket er et minimumskrav for at kunne eksistere i den danske møbelbranche«, understreger Millie Johansen. Træt efter fem år »Når man køber en sofa som den her, synes jeg faktisk, man får meget for pengene. Den er smart, og selv om den er billig, er kvaliteten ikke dårlig. Sagen er, at man ikke betaler for en række fordyrende omkostninger som mellemled, designere, fine annoncer og flotte butikker. Det koster jo alt sammen. Alligevel er der en udbredt forestilling om, at hvis en sofa koster bare 1.000 eller 2.000 kroner mere, så må den også være så meget bedre, men sådan hænger det ikke sammen«, hævder Millie Johansen. Hun mener ikke, der er markant forskel i kvaliteten på sofaer i lavpris- og mellemklassekategorien. »Man skal langt højere op i pris for at få en egentlig forskel i opbygning og materialer«. Det svage punkt i Bivas sofa ligger i holdbarheden. Hvis sofaen bruges meget, og hvis der desuden hopper et par unger rundt i den, klarer den sig måske i fem år. Herefter er den træt, som det hedder i branchen, og det kommer bl.a. til udtryk i manglende stabilitet, f.eks. synker de bløde sæder mellem 5 og 10 procent. Puderne skal også have en ugentlig rystetur, og har man tendens til at sidde mest i den ene side af sofaen, vil man allerede efter et år kunne se forskel på de to sæder. En test af betrækket viser dog, at man kan udsætte det for mindst 20.000 'stød', før det bliver slidt og kedeligt, oplyser Millie Johansen. Til sammenligning kan betrækket på sæderne i IC3-togene klare 45.000 'stød'. »Mit argument er: Hvorfor give mere end 3.200 kroner for en sofa, hvis man alligevel ikke gider se på den i mere end fem år?«. »Jeg har endda indtryk af, at folk smider deres sofaer ud, før de behøver. De bliver trætte af dem, før de er færdige, og det har vel noget med mode at gøre - moden skifter, og da man ikke har foretaget den store investering, betyder det ikke så meget at skifte ud og købe nyt«.