En Carlsberg kom på bordet, og straks gik skilsmissen meget lettere. Men det er en alt andet end en lykkelig skilsmisse, som Carlsberg og Orkla nu har besluttet sig for, efter otte måneders intense forhandlinger om et farvel. Tilbage står to parter: Carlsberg, der afviser rygende uenighed mellem de to selskaber, og Orkla, der lige så klokkeklart fastslår alvorlige uoverensstemmelser i det fælles selskab. Forskellige opfattelser »Jeg har ikke oplevet, at der skulle have været uoverensstemmelser. I min tid som bestyrelsesmedlem og senere bestyrelsesformand har jeg haft et godt samarbejde med de norske repræsentanter«, siger bestyrelsesformand Jens Bigum fra Carlsberg Breweries. Men den opfattelse deles langtfra af sælgeren. Koncernchef Finn Jebsen fra Orkla slår fast, at partnerskabet med Carlsberg er blevet gradvist værre. »I løbet af sommeren kom der oplysninger frem, som rejste tvivl om partnerens forståelse af værdiskabelse og forståelse af den aktionæraftale, som oprindelig blev indgået. Det var en tiltagende konflikt«, sagde Finn Jebsen. Torsdag annoncerede bryggerigiganten Carlsberg og investeringsselskabet Orkla, at sidstnævnte sælger sin aktieandel på 40 procent af Carlsberg Breweries til Carlsberg. For Orkla-aktionærerne betyder det en ekstraordinær udlodning i milliardklassen. Alligevel ville Orkla helst slet ikke have solgt deres andel. »Vi ville helst selv have overtaget alle aktierne i Carlsberg Breweries, men det ville de danske ejere ikke. Alternativet var en langvarig kamp mellem ejerne, og al erfaring viser, at det på sigt ville have ført til en værdiforringelse af vor besiddelse. Det ville vi ikke risikere, og derfor har vi besluttet os for at sælge«, siger Finn Jebsen. Kultursammenstød Ifølge Politikens oplysninger var parterne uenige om den fremtidige strategi for Carlsberg. Bag uenigheden lå imidlertid også lidt af et kultursammenstød; Orkla som en 'ren' forretning over for Carlsberg, der er kontrolleret af Carlsbergfondet. Fondet skal bidrage til dansk grundforskning og skal altid eje de fleste aktier i Carlsberg. Fonden består af videnskabsmænd, og efter Orklas mening var de ikke udpræget kommercielt tænkende. Gradvist blev stemningen mere og mere uforsonlig. For Carlsberg er det lidt af en festdag, at selskabet nu igen er rent dansk. Og ifølge både formanden for Carlsbergfondet, Povl Krogsgaard-Larsen, og adm. direktør Nils Smedegaard Andersen fra Carlsberg Breweries var årsagen til at overtage aktierne, at investorerne havde svært ved at overskue ejerforholdene. »Vi er blevet kritiseret for at have for mange ejere og for kompliceret en struktur, den ændrer vi nu på, så det bliver lettere at gennemskue selskabet. Samtidig føler vi, at det er det rigtige tidspunkt. Nu kan vi skabe en struktur, der er langt lettere«, siger Nils Smedegaard Andersen. Den forklaring tror klubformand Jostein Aukland fra det norske Ringnes-bryggeri overhovedet ikke på. »Det har mere været et spil om magt og kontrol over Carlsberg«, siger han. Jostein Aukland er overrasket over, at Orkla sælger aktierne efter kun tre år, eftersom virksomheden dels er kendt for sine langvarige investeringer, dels havde en aktionæraftale på 50 år. Analytikere positive Blandt analytikere er der tilfredshed med, at partnerskabet mellem Carlsberg og Orkla nu afsluttes. »Handelen er i virkeligheden god for begge parter«, siger analytiker Peter Kondrup fra Danske Bank: »Carlsberg får fuld kontrol over virksomheden, hvilket er en stor fordel. Orkla var låst, fordi de kun havde 40 procent af aktierne. Så de skulle enten købe alle aktierne eller sælge. Og Carlsberg ville ikke sælge deres aktier«. Den britiske analytiker John Wakely, der har specialiseret sig i bryggerier, er begejstret over, at der nu bliver mere rene linjer. »Det har været mit råd til Carlsberg i to år. Det, de gør nu, er nøjagtig det samme, som både Pernod og Heineken har gjort, og det er tydeligt, at ledelsen nu er begyndt at lytte til investorerne. Strukturen var for kompleks, og ledelsen var for langt fra pengestrømmene, men nu ser vi en meget mere investorvenlig ledelse«, siger John Wakely. Wakely mener, at et af Carlsbergs helt store aktiver og største potentialer er russiske Baltic Breweries Holding (BBH), men at det med den hidtidige struktur har været for svært for investorerne at få øje på. »Nu, når Carlsberg bliver mere strømlinet, vil flere få øje på, hvilket fantastisk gode de har i BBH«. Med opkøbet vokser gælden betragteligt. I dag har Carlsberg en rentebærende gæld på 9 mia. kr. Efter købet af Orklas Carlsberg-andel og købet af tyske Holsten vokser gælden til 27 mia. kr. Derfor er Carlsberg nu reelt låst for nye opkøb. »Vi er nået til kanten. Derfor skal de næste to år bruges til at barbere ned på gælden«, siger fondsformand Povl Krogsgaard-Larsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Live: Styrelse har plan, hvis dansker får symptomer på hantavirus
-
»Nu fylder jeg 70, og det synes jeg faktisk er klamt«
-
Putin får et nyt problem: Han står over for en international særdomstol og et enormt krav om erstatning
-
Allerede under sundhedsplejerskens første besøg begyndte min frygt for myndighederne at spire
-
Så skal der igen bides negle
-
Ny film med Mads Mikkelsen lyder så skør, at man bliver nødt til at se den. Eller gør man?
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























