Selv om Danmark snører sækken for indvandring til for tiden, kommer flere tusinde kinesere hvert år til landet for at studere, arbejde eller begge dele. Frem til år 2000 kom under 1.000 kinesere årligt. I 2003 var tallet steget til 2.100. Tilsyneladende ganske ubemærket. For kineserne passer sig selv. Hverken arbejdsformidlingen (AF) eller organisationerne i restaurationsbranchen, hvor den største gruppe registrerede kinesere arbejder, kan forklare den store tilstrømning. Lukket verden Hos AF i hovedstadsområdet, hvor de kinesiske restauranter og grillbarer er koncentreret, siger regionschef Birger Stein: »Hos os er kineserne ikke en kategori, som overhovedet er nævnt. De har meget lav arbejdsløshed, for de arbejder for hinanden i en lukket verden«. Officielt er kinesernes ledighed 5 pct, men mere end hver tredje i den erhvervsaktive alder er ikke registreret som en del af arbejdsstyrken, viser de nyeste tal for kineserne på det danske arbejdsmarked fra 1999. 44 pct. er registreret som lønmodtagere, 11 pct. som selvstændige og 2 pct. som medhjælpende ægtefæller. »Du kan godt arbejde for din ægtefælle uden at være registreret. Kun hvis du vil være med i en a-kasse, skal du lade dig registrere«, siger Birger Stein. Langt under mindsteløn Kineserne undgår i vidt omfang kontakt med myndighederne. De arbejder inden for snævre cirkler, hvor de stort set kun ansætter landsmænd - ofte uden kontrakter og til sorte lønninger langt under dansk mindsteløn. Således dokumenterede en rapport om indvandrerarbejdsmarkedet, som Politiken beskrev torsdag, at netop kineserne knokler til en gennemsnitlig sort timeløn på 29 kroner, mens det samlede gennemsnit for de fem undersøgte indvandrergrupper ligger på 43 kroner. Hovedparten af de tilrejsende kinesere kommer for at studere. Ingen ved, i hvilket omfang de også er på arbejdsmarkedet. »Det er primært studerende, og de har ikke ret mange penge, så de arbejder ved siden af på grillbarer og restauranter. Nogle gør også uddannelsen færdig, gifter sig og bliver her, men får ikke arbejde bagefter«, siger forskningsadjunkt Shahamak Rezaei, der står bag rapporten om indvandrerarbejdsmarkedet. Holder hånden over hinanden Hos Restaurations Branchens Forbund (RBF) har de ikke mange kinesiske medlemmer. Niels Borgstrøm fra RBF siger: »De søger ikke understøttelse, men låner penge hos hinanden og holder hånden over hinanden mere end alle andre grupper«. At kineserne passer sig selv, fortæller også restauratør Patrick Tsang. De klager ikke, selv om det bliver sværere og sværere at klare sig i branchen: »Vi føler, at når man er indvandrer, skal man respektere landets regler og love, om man kan lide dem eller ej. Ellers skal man rejse hjem igen. Men nogle bliver nødt til at snyde for at overleve. Danskere gør jo det samme - de vil også betale mindst mulig skat«. Selv vil Tsang hellere dreje nøglen om end at ansætte sort arbejdskraft - foreløbig hjælper han og konen nu med servering og opvask for at spare personale.