Investeringsforeningerne forvalter medlemmernes penge deprimerende dårligt. Så dårligt, at mere end fire ud af fem investeringsforeninger med al deres ekspertise og storkunderabatter end ikke er i stand til at matche en passiv investering i helt tilsvarende værdipapirer. »Der er faktisk tale om en falliterklæring«, siger konsulent og cand.polit. Ulrik Dall, som rådgiver private virksomheder i finansielle spørgsmål. Ulrik Dall har for Dansk Aktionærforenings blad, Aktionæren, undersøgt, hvordan de mest populære investeringsforeninger har klaret sig de sidste tre år, når man sammenholder med en helt passiv investering i tilsvarende aktier - de såkaldte benchmarks. Foreninger klarer sig skidt Helt galt ser det ud for de investeringsforeninger, som investerer i europæiske aktier. Her har mere end ni ud af ti investeringsforeninger klaret sig dårligere end sammenligningsindekset. Tager man de investeringsforeninger, som placerer medlemmernes penge i 'Danske aktier' og 'Globale Aktier', klarer fire ud fem investeringsforeninger sig dårligere end indekset. »Fordelen ved investeringsforeningen skulle bl.a. være, at investeringerne her bliver overvåget af eksperter, der løbende følger markedet og handler, når det bedst kan betale sig. Derfor er det utroligt deprimerende, når man kan konstatere, at fire ud af fem investeringsforeninger ikke engang er i stand til at give et afkast, der blot modsvarer en passiv investering, hvor man selv køber et antal aktier og lader dem ligge i sit depot«, siger Ulrik Dall. Banker bliver forgyldt Han er ikke i tvivl om, at de lavere afkast i investeringsforeningerne i høj grad skyldes de høje omkostninger, der primært går til at forgylde de banker, som står bag investeringsforeningerne. »Omkostningerne er en væsentlig del af forklaringen. Investeringsforeningerne kalder det markedsføring. Men der er jo ikke tale om udgifter til pjecer eller reklamer. Det er penge, som tilflyder salgskanalerne. Det vil sige moderbankens filialer«, siger Ulrik Dall. Fikseret på vækst Han peger på, at investeringsforeningerne af samme grund er blevet meget fikseret på at vokse sig større, selv om det ikke i sig selv er til fordel for medlemmerne. »Set med kundens øjne kan det være lige meget, om der er 100 eller 200 millioner kr. i puljen. Derimod er banken voldsomt interesseret i en stor volumen, fordi den bliver betalt af foreningen med en procentdel af den samlede pulje. På den baggrund er det deprimerende, at investeringsforeningen ikke er i stand til at skabe et merafkast, der kan retfærdiggøre denne trafik«, siger Ulrik Dall. Han mener, at det må være erkendelsen af den manglende formåen, der har fået flere investeringsforeninger til at oprette afdelinger, som blot har til formål at investere svarende til sammensætningen af et bestemt aktieindeks som f.eks. KFX-indekset. De såkaldte 'indeks-foreninger'. Lave ambitioner »Her har man altså opgivet det sædvanlige argument om ekspertisen. Ambitionsniveauet er reduceret til blot at følge udviklingen i markedet. Disse afdelinger vil i sagens natur give et afkast, der ligger tæt på indekset. Men selv her kan man se, at investeringsforeningerne klarer sig lidt dårligere. Typisk i størrelsesordenen 0,5 pct. om året. Især på grund af omkostninger til administration«, siger Ulrik Dall. Han drager selv to konsekvenser af undersøgelsen. »Den ene er, at man med stort udbytte lige så godt selv kan købe et antal forskellige aktier og lade dem ligge i sit depot. Det kræver dog en vis indsigt og interesse. Det andet råd er, at man trods alt vælger en af 'indeks-foreningerne'. Selv om de næppe vil opnå at blive udnævnt til årets topscorer, vil de give et afkast, der ikke afviger meget fra indekset. Og det er trods alt mere, end fire ud af fem andre afdelinger kan præstere«, siger Ulrik Dall. Ca. 107 milliarder kr. af investeringsforeningernes formue er placeret i aktier. Heraf to tredjedele i de undersøgte puljer. Omkring 600.000 danskere har i dag sat deres sparepenge i en investeringsforening.