Jorden har lagt endnu et meget varmt år bag sig, uden at det er lykkedes at tøjle de menneskeskabte udslip af kuldioxid (CO2) og andre drivhusgasser. Til gengæld tyder alt på, at 2004 bliver en slags 'regnskabets time'. I år vil der blive budt på dramatiske opgør om klimapolitik i de fleste europæiske lande - en kamp, der får stor betydning for elpriserne, og som vil kunne påvirke skatteprocenterne. Indtil nu har klimapolitik i høj grad drejet sig om ord, men inden for de næste måneder skal de europæiske stater beslutte, hvilke virksomheder der skal have hvor mange gratis forureningstilladelser. Hård kamp for kvotesystem Hvis det kniber med at holde sig under loftet, så skal de effektivisere deres produktion, neddrosle produktionen eller købe sig lov til at forurene mere med CO2-værdipapirer. Industri og kraftværker har kæmpet hårdt for at få et kvotesystem. Lige så hårdt vil de enkelte grene af industrien nu slås for at få så store kvoter som muligt - og dermed skubbe regningen for klimapolitikken over på andre eller tilbage til skatteyderne. Alene for Danmark handler den kamp om flere milliarder kroner om året. »Tag hensyn til vores konkurrenceevne«, lyder det fra danske kraftværker, finske papirfabrikker og stort set alle andre af de over 10.000 europæiske virksomheder, der får lagt loft over deres udslip af kuldioxid (CO2). Beslutninger truffet i år vil skabe tabere og vindere - og påvirke investeringer i kraftværker, grønne energianlæg og energibesparelser for milliarder af kroner i de kommende år. 2004 vil blive året, hvor handel med forureningstilladelser slår igennem ikke alene i Europa, men måske også i Canada og USA. Samtidig vil de rige landes jagt på supplerende CO2-kreditter fra projekter blive skærpet. Penge uden om Afrika Foreløbig viser en status for 2003, at der er vækst i handlerne på alle fronter. Økonom Franck Lecocq fra Verdensbanken i Washington DC oplyser, at verdensmarkedet for CO2-værdipapirer er fordoblet fra 2002 til 2003 til at omfatte to milliarder kroner og over 70 millioner ton CO2. Det svarer til Danmarks samlede udslip af drivhusgasser på et år. »Vi ser et stigende ønske fra regeringer for at købe CO2-kreditter fra projekter«, siger Franck Lecocq og nævner Holland, Finland, Italien og Danmark som købere og lande i Syd- og Mellemamerika og Asien som sælgere. Pengene går som sædvanlig uden om Afrika. Udbud og efterspørgsel afgør prisen Økonomen fra Verdensbanken forventer en ny fordobling, »hvis den private sektor følger efter«. Og det gør kraftværker og andre industrier snart, for det vil over 10.000 europæiske virksomheder - herunder 300 danske - blive pisket til. Motoren i udviklingen af globale CO2-markeder, EU's eget CO2-marked, starter først i 2005, men det er allerede muligt at købe CO2-kvoter som forwards eksempelvis for 2005 og 2006. Udbud og efterspørgsel afgør prisen, og den har været jævnt stigende fra seks euro (45 kroner) til 12,50 euro (knap 100 kroner) for at købe et ton CO2 til levering i 2005. Det er omkring dobbelt op i forhold til, hvad den danske regering forventede, da klimastrategien blev fremlagt i februar 2003. Betydeligt billigere - men mere risikabelt - et det indtil videre at købe CO2-kreditter fra klimaprojekter i andre industrilande eller udviklingslande via FN's grønne udviklingsmekanisme (CDM). Afhængigt af kvalitet og fordeling af risici ligger priserne ifølge Franck Lecocq typisk fra 3 til 6,50 dollar per ton CO2. Altså 20-40 kroner per ton. Også her er der tale om en slags forwards, for hvis Rusland beslutter ikke at godkende FN's klimaaftale fra Kyoto, så falder den til jorden. »Priserne er også usikre, fordi der ikke endnu er tale om standardkontrakter og -varer«, siger Franck Lecocq. »Man kan hævde, at priserne indtil videre mest er et udtryk for, hvad køberne er villige til at betale. Der er ikke mange erfaringer med at etablere projekter endnu«, siger klimamedarbejder Lars Georg Jensen fra WWF Verdensnaturfonden. Vindmølleparker på øsamfund Parallelt med, at VK-regeringen og Dansk Folkeparti har skåret ned på støtte til vedvarende energi, energibesparelser, øststøtte og ulandsbistand, så har de tre partier sat et trecifret millionbeløb af til grønne projekter a la opsamling af gasser fra lossepladser og vindmølleparker på øsamfund. Virksomhedernes kvotehandel er det andet centrale virkemiddel i VK-regeringens klimastrategi. Alle priserne følges derfor meget nøje af dem, der skal holde hus med deres udslip af drivhusgasser i første omgang i årene 2005-07, der er en slags testperiode, og dernæst fra 2008-12. Disse fem år er omfattet af klimaaftalen fra den japanske kejserby, Kyoto. Aftalen skal begrænse de industrialiserede landes udslip med 5,2 procent, men de seneste tal viser, at udslippet vil blive øget med 10 procent frem til 2010. Spanske trusler Meget tyder altså på, at der vil være kraftig efterspørgsel efter CO2-kvoter. Direktør Jørgen Abildgaard fra analysefirmaet ECON Danmark forventer priser på 10-15 euro (75-110 kroner) per ton CO2. Han peger på, at efterspørgslen efter CO2-kvoter kan blive presset i vejret af, at en stribe EU-lande formentlig undervurderer deres fremtidige CO2-udslip. For eksempel er CO2-udslippet i Spanien så meget ude af kontrol, at den spanske regering og den spanske EU-kommissær, Loyola de Palacio, taler om at droppe klimamålene, hvis ikke Rusland endeligt godkender Kyotoaftalen. Også Italien er ude med riven, men de fleste EU-lande fastholder, at EU skal mindske sine CO2-udslip. Kyoto eller ej. Råbet om »tag hensyn til vores konkurrenceevne!« falder i gødet jord blandt økonomiministre, og som et svagt ekko fastslog EU's regeringschefer kort før jul, at klimapolitikken ikke må udgøre en »urimelig byrde for visse industrisektorer«. »De store aktører kridter skoene. Det her er startskuddet til et af de største miljøpolitiske slagsmål i lang tid«, siger Lars Georg Jensen.