Fangerne blev vækket om morgenen klokken fire. Et lille stykke rugbrød blev hastigt skyllet ned med erstatningskaffe. Med spark og knippelslag blev de jaget ud af sengene. Og klokken seks begyndte arbejdet på akkumulatorfabrikken AFA. De næste 12 timer handlede det kun om at overleve. Fabrikkens slavearbejdere bidrog til den trængte tyske krigsmaskine under Anden Verdenskrig ved at fremstille blyplader til ubådsbatterier. Højst seks minutter måtte det tage at fylde en gitterplade ud med bly. Uden masker og beskyttelse mod den giftige bly. Blev tævet til døde Når dagen var ovre, skulle de udmattede tvangsarbejdere hver have leveret 120 blyplader. Ellers blev de lagt hen over en taburet og tævet på ryggen med gummiknipler. Flere døde af slagene. 40 af fabrikkens slavearbejdere var danskere. De få overlevende er nogle af de danskere, der har søgt om erstatning hos den tyske erstatningsfond 'Erindring, Ansvar og Fremtid'. Her har den tyske industri og den tyske stat i alt indbetalt omkring 37 milliarder kroner. Selv om danske firmaer som Højgaard & Schultz højst sandsynligt brugte tvangsarbejdere under krigen - og F.L. Smidth (FLS) helt sikkert betjente sig af tvangsarbejdere - var langt de største arbejdsgivere tyske firmaer. Mange er siden nedlagt, mens andre har overlevet under andre navne. Danske fanger arbejdede som slaver En stor del af de 5.000 danske kz-fanger var slavearbejdere. De udgjorde en lille del af de mange millioner tvangsarbejdere, som arbejdede for at holde både den civile produktion og krigsmaskinen kørende i Hitler-Tyskland. Men først for over tre år siden reagerede den tyske regering og industri på det stigende internationale krav om erstatning til de overlevende tvangsarbejdere. Fondens arbejde er dog endt i et større bureaukrati, så selv i dag er kun omkring halvdelen af beløbet udbetalt. Langt de fleste penge er gået til tvangsarbejdere fra Polen. Men langt flere har søgt om erstatning. Danske ofre mangler erstatning I forhold til lidelserne er erstatningen til den enkelte tvangsarbejder ikke stor: Mellem 18.000 og 55.000 kroner. Alligevel er beløbet vigtigt for de tidligere tvangsarbejdere, fordi tysk industri og stat dermed erkender ansvaret for tvangsarbejdet. I alt 971 danske tvangsarbejdere har krævet kompensation via migrationsorganisationen IOM, som tager sig af alle kravene fra ikkejødiske ofre fra landene uden for det tidligere Sovjetunionen, Tjekkiet og Polen. Men kun lidt over halvdelen af de danske ofre har indtil nu fået udbetalt erstatning. IOM modtog mere end 300.000 henvendelser om økonomisk kompensation for slavearbejde og tvangsarbejde inden udgangen af 1991, som var sidste chance for at kræve erstatning. FLS leder efter russiske krigsfanger Herhjemme har industrikoncernen FLS for knap fire år siden givet 12 overlevende tvangsarbejdere fra USA, Sverige og Estland hver 50.000 kroner. De arbejdede alle på cementfabrikken Port-Kunda i Estland, der blev drevet af FLS i samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Omkring 40 sigøjnere og 200 jødiske kz-fanger sorterede olieholdig kalk og skifer til cementproduktionen, der især gik til tyskernes befæstningsanlæg på Østfronten. Derimod er det ikke lykkedes FLS-ledelsens fond at finde overlevende blandt de 40 russiske krigsfanger, der var tvangsarbejdere på den tyske cementfabrik Kursachsen, som den danske industrikoncern stod bag.