Butikken "Vi ses" er lidt af et mirakel, som selv de mest driftige erhvervsfolk må se sig overgået af. For selv om ekspedienterne i butikken Vi ses stort set ikke har set nogen kunder, siden butikken åbnede i 1993, og kalder konceptet for »sådan lidt Gøg og Gokke-agtigt«, går det alligevel strygende med omsætningen. Den har været konstant stigende, siden butikken åbnede, og modsat de fleste butikker oplever Vi ses kun ganske lidt butikstyveri. Ligner andre butikker Ved første øjekast ser den lille butik i Valkendorfsgade i København ellers ikke anderledes ud end så mange andre brugskunstforretninger. Hyldemeter af koste og børster til alt fra rensning af gebis til fejning af indkørsler, legetøj i træ, finurlige keramikkopper og kurve i enhver tænkelig udformning lokker kunderne indenfor, og var det ikke for det talende kasseapparat, en sort førerhund, der bekvemt holder øje med butikken fra sin liggende position på gulvet, lyset, der en gang imellem ved en fejl ikke er blevet tændt, og den ene ekspedient, der hilser velkommen med lukkede øjne, ville man ikke vide, at dette var en helt særlig butik. »Mange kunder opdager ikke, at butikken bliver drevet af blinde, før de hører kasseapparatet tale. Og det er faktisk også det, der er meningen. Vores kunder skal ikke komme, fordi vi er blinde. De skal komme, fordi vi sælger nogle gode produkter«, fortæller den ene ekspedient, Hanne Olsen, mens kunder kommer og går, og kasseapparatet med en dyb mandsstemme beder en midaldrende kvinde om 54 kroner for en børste. Kasseapparatet taler Hannes kollega Elisabeth Andersen passer kassen. Midt i en ekspedition begynder kasseapparatet at udstede mærkelige ordrer. Manden i apparatet er slet ikke til at stoppe og nævner tal i et væk. Elisabeth må bede om hjælp af en seende til at få stillet kasseapparatet og den tællende mandsstemme tilfreds. Det hører ikke til sjældenhederne, at kunderne bliver bedt om hjælp til selv at hente en vare i vinduet eller uddybe en forespørgsel mere end normalt, fortæller Hanne og Elisabeth: »Når kunder spørger, om 'vi har den her i rød', ved vi jo ikke, hvilken vare de spørger til. Nogle gange bliver kunderne meget flove eller kede af det, når vi må fortælle, at vi er blinde. Andre synes, det er synd for os, og tør ikke svare ja, når vi spørger, om en vare skal pakkes ind. Men som regel får vi en hyggelig snak med kunderne, som for det meste også ender med at forlade butikken med et fnisende »Nå, men, høhø, vi ses!««.