SARS udløser patentjagt

Lyt til artiklen

Frygten for lungesygdommen SARS bliver en milliardforretning for de forskere, der kommer først med den rette medicin. Det har allerede nu fået medicinalkoncerner og videnskabsmænd over den ganske klode til at jagte patenter - ophavsrettighederne - på alt, der med lidt held og spandevis af forskningspenge kan bane vejen for en SARS-vaccine. Har søgt om rettigheder siden februar Siden de første sygdomsudbrud fik plads på avisernes forside i februar, har canadiske forskere, der først kortlagde SARS-virussets genetiske sammensætning, søgt om patentrettighederne på alle sygdommens gener. Videnskabsfolk i Hongkong, der var de første til at få øje på problemet under et mikroskop, har søgt om patentet på bakterien, der sættes i forbindelse med sygdommen. Og i USA kæmper både myndighederne og de største medicinalselskaber om at sikre sig rettighederne på alt fra forskning til medicinske blandinger, som de håber kan udvikle sig til en vaccine. Interesse i skærende kontrast til andre sygdomme Interessen for SARS står i skærende kontrast til den manglende forskning i malaria og andre tropesygdomme, der især rammer patienter i udviklingslandene. Langt de fleste malariapiller på markedet i dag er udviklet under blandt andet Vietnamkrigen, hvor vestlige soldater skulle beskytte sig mod sygdommen. Ti procent til livsfarlige sygdomme Ifølge organisationen Læger uden Grænser går kun ti procent af forskningsudgifterne i dag til udviklingen af nye lægemidler mod tropeinfektioner og andre livsfarlige sygdomme, der truer 90 procent af verdens befolkning. Resten går til produkter, der især retter sig mod patienter i den rige verden - det vil sige alt fra midler mod skaldethed til impotens og dårlige nerver. »Opmærksomheden omkring SARS er et klart eksempel på, at det er private økonomiske interesser, der styrer, hvilke sygdomme der forskes i. SARS har typisk ramt rige forretningsrejsende og folk i Asien, hvor mange virksomheder investerer. Derfor er der mange penge i at finde den rette vaccine«, siger Kim Brøsen, der er overlæge og professor i klinisk farmakologi ved Syddansk Universitet. Milliardudgift Han forstår godt, at virksomheder søger profitten, men mener, at der er behov for et langt større samarbejde mellem industrien og den offentlige forskning. »Det koster syv-otte milliarder kroner at udvikle et nyt lægemiddel. Det kunne det offentlige aldrig klare alene. Men staten har overladt alt for meget ansvar på private hænder«, siger Kim Brøsen. 'Vi screener naturligvis for markedsmuligheder' Blandt de virksomheder, der har søgt et SARS-patent, er giganten Roche, der har udviklet en test, man kan bruge til at diagnosticere sygdommen. »Vi screener naturligvis for markedsmuligheder. Men man kan ikke sige, at vi er mere interesserede i SARS end i sygdomme som malaria. SARS er bare opstået som et akut problem, som vi har en forpligtelse til at afhjælpe, fordi vi blandt andet har kompetencer i virussygdomme. Men vi forsker også i malaria, det har bare ikke ført til nye lægemidler i de senere år«, siger Lisbeth Nielsen, læge og marketingchef i Roche Danmark. Hver dag dør over 33.000 børn i fattige lande af tropesygdomme og infektioner, fordi de ikke kommer under behandling.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her