Milliardhandel på vippen

Lyt til artiklen

Salget af Danske Trælast for mere end seks milliarder kroner er på vippen, her kort inden investeringsselskabet CVC's milliardtilbud udløber. CVC er optimist, men blot få ekstra nejer kan forhindre salget af Danske Trælast. Seks milliarder kroner er immervæk en slat penge. Og den mængde kroner er på bordet i kampen om magten i den børsnoterede trækoncern Danske Trælast, der er bedst kendt for at eje gør det selv-kæden Silvan. Tilbud udløber tirsdag Tirsdag udløber tilbuddet fra investeringsfonden CVC, der vil betale 171 kroner pr. Danske Trælast-aktie - men selv om tilbuddet har løbet i mere end en måned, og selv om uret er på vej mod sin sidste runde, så er det endnu særdeles usikkert, om tilstrækkeligt med aktionærer siger ja til at sælge deres aktier. CVC har krævet, at mindst 90 procent af aktionærerne siger ja til at sælge; kommer antallet af jaer ikke op på det tal, så falder handlen sammen som et korthus. Og risikoen er stor, vurderer en ekspert, som ønsker at være anonym. »Jeg vil ikke komme med et bud på, om det lykkes at få aktionærer nok med. Husk på, at der alene findes 3-4 procent af aktionærerne, som typisk ikke ved, at de ejer aktier i Danske Trælast, eller ikke har opdaget, at der er lagt et bud på koncernen. Derfor er det ikke så frygtelig mange aktionærer, der skal der til, før de kan forhindre et salg«, vurderer en kilde, som har omfattende indsigt i forløbet omkring Danske Trælast. Seks milliarder er budt Det er investeringsfonden CVC, der har budt godt seks milliarder kroner for Danske Trælast, hvoraf ca. 4,5 mia. kr. lægges på bordet i kontanter. CVC blev stiftet i 1981 og udsprang af amerikanske City Bank. CVC har igennem årene investeret i omkring 230 virksomheder for et samlet beløb på mere end 200 mia. kr. Hidtil har CVC ikke haft den store succes med sine danske investeringer, der i dag bl.a. omfatter Nordisk Wavin, den kriseramte AG Group (Aston Group) og den ligeledes kriseramte virksomhed Time System, der nu er under afvikling. Ville være en fjer i hatten En succesfyldt overtagelse af Danske Trælast vil derfor være en tiltrængt fjer i hatten for CVC, der har sit danske kontor i København. »Vi er fuld af optimisme omkring handlen, ikke mindst med baggrund af de positive tilkendegivelser, som vi har fået rundt omkring i markedet. Men det ligger fast, at det er et krav, at vi skal have mindst 90 procent af aktierne, ellers er der ingen handel«, siger direktør Erik Balleby Jensen fra CVC. Men CVC har imidlertid mødt stor modstand mod overtagelsen. I sidste måned gik Danske Trælasts mangeårige direktør, Finn Sehested, der forlod selskabet i 1999, således på talerstolen under selskabets generalforsamling og tordnede mod et salg. »Hvorfor dog sælge til en pengetank uden noget at tilbyde Danske Trælast,« som han sagde på generalforsamlingen. Finn Sehested fik solid opbakning af en sand strøm af kritiske aktionærer, der alle mente, at Danske Trælast var for god til at give slip på. Kan koste aktionærerne dyrt Falder handlen til jorden, kan det blive kostbart for aktionærerne. Codan, der gennem flere måneder har arbejdet i det skjulte for at finde købere til Danske Trælast, og som det er lykkedes at overtale de to andre store aktionærer i selskabet, LD og ATP til at sige ja til at ville sælge samtidig, truer nemlig med at sælge sine aktier. »Hvis aktionærerne siger nej, må vi se os om efter en anden måde at komme af med vores aktier på«, har Codans investeringsdirektør Jørn Styczen bl.a. sagt; en slet skjult trussel om et udsalg, som vil resultere i markante kursfald for Danske Trælast-aktierne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her